Annonce: Vi indtager meget vin i Danmark, så hvorfor ikke mere dansk? Jeg har samlet en række bud fra fantastiske danske vingårde, som jeg holder rigtig meget af. “Vinruten” starter i Nordjylland, går derefter syd på mod Mols, videre til Kolding, over Fyns land, en smut til Lolland og slutter på Sjællands Odde. Der er både vin på druer og frugter og det hele er dansk og ærligt talt – dybt imponerende – håber du synes om dem som et alternativ til boblerne til nytår – skål!

Guldbæk Vingård

Vi starter mod nord og ender faktisk kun 15 km fra mit andet hjem i Nordjylland. Heroppe finder du Guldbæk Vingård, som er en familiedrevet virksomhed, der har hele tre generationer i sving med at producere dansk vin. De satte deres første stokke i 2008 og har siden da udvidet deres produktion. Hos Guldbæk Vingård produceres der både vin på druer, frugter og endda en fusion, hvor der både laves på druer og frugter, alt sammen økologisk. I deres sortiment har de både mousserende, hvidvin, rosé, dessertvin på frugt og cider.

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
Guldbæk Vingård: 56° North Primo

Guldbæk Vingård: 56° North Primo

56° North Primo er deres tørre mousserende vin, som er lavet på Solaris efter den traditionelle champagnemetode og har ligget på flaske 12 måneder, hvor gæringen er afsluttet. Et godt bud til kl. 18.00 med en god omgang snack, da den er i den friske og mineralske ende af skalaen. I næsen har den noter af citrus, grønne æbler og helt lette florale noter. I munden er den frisk og har masser af syre men også en let sødme, som Solaris druen sagtens kan give. Et godt eksempel på at Nordjylland også kan lave vin.

Andersen Winery

Så tager vi sydpå og stopper i Midtjylland tæt ved Mols Bjerge, hvor Andersen Winery ligger. De har siden 2009 har produceret dansk mousserende vin på æble, hindbær, solbær, ribs og rabarber. Det drives af de tre ildsjæle Mads Groom Andersen, Frantz Maurice Scott Lundby og Morten Rinder, som sammen laver mousserende vin i høj klasse. Eventyret startede på hobbyplan i 2009, da Mads begyndte at lave vin på æbler fra haven. I 2015 var niveauet så højt, at han besluttede at øge produktionen, hvilket var en rigtig god ide.

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
Andersen Winery

Andersen Winery: Ingrid Barrique Brut

De to flasker, jeg har smagt, er deres “Ingrid Barrique Brut” og “Ben A Solbær Doux”. Ingrid Barrique Brut er en tør mousserende vin, som er lavet på den traditionelle champagnemetode, som har været benyttet i Champagne siden 1800-tallet. Ingrid Marie er en kendt dansk æblesort, som du sikkert har spist masser af enten som barn eller voksen, disse æbler er denne vin lavet på. Det er en tør vin, som bestemt gør sig bedst først på aftenen. Den har ligget på fransk eg (derfra navnet på vinen) i 12 måneder og efterfølgende 18 måneder på flaske. I næsen har den tydelige spor af syrlige æbler, uden at det bliver dominerende, et hint at vanilje og “brød”. I munden er den cremet, og æblerne går igen sammen med en let syre, som følger vinen til dørs. Et godt bud på hvad vi kan i Danmark på danske frugter.

Pris pr. stk. hos Andersen Winery 349 kr.

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
Ingrid Barrique Brut og Ben A Solbær Doux

Andersen Winery: Ben A Solbær Doux

Ben A Solbær Doux er lavet på solbærsorten “Ben Alder” og blandes med æbler for at sikre, at der er balance i vinen. Det er en sødmefuld vin, som jeg ville servere til desserten eller evt. når klokken slår tolv. Den er lavet på samme måde som Ingrid Barrique Brut dog uden lagring på fransk eg. Den har fået minimum 18 måneder på flaske, inden den er klar. I næsen har den noter af æble, solbær og et hint af krydderier. I munden er den frisk og på ingen måder “oversød”, som nogle vine nemt kan blive efter min mening, hvilket skyldes, at den har syren til at holde det hele i balance.

Pris pr. stk. hos Andersen Winery 249 kr.

Skærsøgaard

Turen går videre syd på til Skærsøgaard, som er en af de ældste vingårde i Danmark. Det er nok deres vine, jeg har smagt flest gange, når det kommer til danske vine. Skærsøgaard ligger nord for Kolding og har siden 2001 haft intet mindre end fem vine i deres sortiment., hvor der både er økologisk rødvin, rosé, hvidvin, dessertvin og mousserende vin. I 2018 fik Skærsøgaard kvalitetsstemplet “Protected Designation of Origin” til vinregionen “DONS”.

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
Skærsøgaard DONS Cuvée Brut 2017

Skærsøgaard DONS Cuvée Brut 2017

Deres “DONS Cuvée Brut 2017” er lavet på den traditionelle champagnemetode og er på Solaris, Orion og Madeleine Angevine, så her bevæger vi os væk fra danske frugter og over til danske druer. Denne skal klart serveres til snack, når Dronningen går på. I næsen har den citrus, blodappelsin og et hint af nybagt brød. I munden er den helt knastør, stringent, helt ren i smagen og med helt små delikate bobler. Hvis du er til de traditionelle tørre vine fra Champagne, så vil du være helt vild med denne.

Pris 450 kr. pr. stk. hos Skærsøgaard

By Stokkebye

Efter Kolding drager vi videre østpå næsten over Fyns land, men stopper inden vi rammer Storebælt, for herefter skal vi nemlig lige et stykke sydpå og over de danske øer. Ved byen Bovense på idylliske Fyn holder familien Stokkebye til. Hos Stokkebye er der fokus på udvikling og varer af høj kvalitet. Udover Jacob Stokkebyes mere end 25 års erfaring inden for caviar har familien Stokkebye også vinmarker og egen vingård, hvor der produceres økologisk mousserende vin, hvidvin og “portvin”. Familiens dynamiske duo er Helle og Jacob, der begge havde en drøm om at skabe noget stort sammen – og det har de gjort.

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
By Stokkebye: Stella

By Stokkebye: Stella

Jeg har smagt alle deres vine flere gange og har været ret vild med dem. De laver vin på druer og primært Solaris og Pinot Noir, men også andre druer som i deres “Stella”, som er på 50% L’Acadie Blanc og 50% Johanniter. Vinen er lavet på den traditionelle champagemetode og er lagret halvdelen af tiden på fransk eg og den anden halvdel på ståltanke. Det er en vin, som faktisk kunne fungere både til kl. 18.00 og til midnat. Den er afgjort i kategorien “Brut”, og med en dosage på 8 gr. så er den også godt under, hvad en Brut reelt må indeholde for at være i denne kategori, men den har masser af sødmefulde noter. I næsen har den melon, fersken, stikkelsbær og modne æbler. I munden er den sprød, let sødmefuld og har masser af livlig syre og små skønne bobler.

Pris 375 kr. pr. stk. hos By Stokkebye

Frederiksdal

Inden vi slutter af på Sjællands Odde, så tager vi et lille smut helt sydpå, vi skal nemlig til Lolland. Reelt skal vi helt tilbage til 1756, hvor historien om Frederiksdal Gods går tilbage til, men det var dog først i 2006, at deres forelskelse i “stevnskirsebærret” startede. Mange år senere producerer de noget af den bedste kirsebærvin, der findes, og har gjort alle fordomme om kirsebærvin til skamme. Udover deres traditionelle kirsebærvin, så laver de også mousserende vin på kirsebær og pærer fra Lolland. Frederiksdal drives af Jan, Morten og Harald, som faktisk mødte hinanden ret tilfældigt – de tre herlige gutter er blevet lidt af et synonym med dansk kirsebærvin.

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
Frederiksdal RØD

Frederiksdal RØD

Deres RØD er lavet på 60 % kirsebær og 40 % pærer og får bobler efter anden gæring. I næsen har den røde bær og ikke blot kirsebær, men også hindbær og solbær samt pære og vanilje. Duften er sødmefuld, men der fornemmes også en let syre. I munden har den masser af fylde og en fin blanding af sødme, men bestemt også et syrebid for at have balance. I eftersmagen fornemmes bitre noter af mørk chokolade og “kirsebærsten”. Dette glas ville jeg sætte til midnat og til noget sødt og skåle i det, når klokken slår tolv.

Pris. pr. stk. 179 kr. hos Frederiksdal

Vejrhøj Vingård

Så går vi atter mod nord og skal helt op til Sjællands Odde, hvor jeg har sommerhus, hvilket betyder, at jeg ret tit kommer på Vejrhøj Vingård og desuden også Ørnberg, som ligger tæt på. Hos Vejrhøj Vingård er der højt til loftet, masser af ambitioner og et drive, som jeg kun kan se misundende på. Nina og Niels Fink er parret, som står bag denne vingård. Nu må man ikke gætte på alder, men de er nok over 65 begge to, men det betyder ikke, at de ikke sparker røv – faktisk håber jeg, at jeg bare har halvt så meget energi som dem, når jeg når den alder – dybt imponerende. Siden 2011 har de realisteret en gammel drøm om at arbejde med planter, og det er blevet til noget stort. De laver vin på druer og bruger Solaris, Souvignier Gris, Muscaris, Cabernet Cantor, Phönix og Hibernal.

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
Vejrhøj Penning 2020

Vejrhøj Penning 2020

Penning er en “perlevin”, altså en mousserende vin hvor der er tilsat kulsyre. Det gør, at vinen er forholdsvis let. Den er lavet på Phönix og er ret oplagt som aperitif, så jeg ville servere denne til snacks kl. 18.00. I næsen har den duft af citrus, æble, pære og lette syrlige noter. I munden er perlerne velafstemte, så de forekommer helt lette. Den er frisk, mineralsk og let sødmefuld. Et godt glas til at starte på.

Pris pr. stk. 179 kr. hos Østerbro Vin

Alternativ til det klassiske: Danske bobler til nytår!
Vejrhøj Daler 2019

Vejrhøj Daler 2019

Daler er en mousserende vin, som er lavet efter den traditionelle champagnemetode. Den er lavet på Muscaris og har noter af blodappelsin, appelsinskal og lette florale noter. I munden står den helt sprød og med en behagelig syre, som står helt perfekt til den lette sødmefulde smag. Reelt kunne den godt bruges, når klokken slår tolv, men jeg ville servere den med snack kl. 18.00.

Pris pr. stk. 279 kr. hos Østerbro Vin

Håber det har givet lidt inspiration – rigtig godt nytår og god fornøjelse…

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...