Et af Istanbuls mest unikke træk er dens placering – byen strækker sig over to kontinenter, Europa og Asien, adskilt af Bosporusstrædet. Det gør Istanbul til en kulturel smeltedigel, hvor østlige og vestlige traditioner naturligt smelter sammen i alt fra arkitektur og livsstil til mad. Men det kan være utrolig svært at overskue, så derfor har jeg samlet en guide til dig – god fornøjelse.

Artiklen starter med tips til hotel, efterfølgende seværdigheder og så slutter den af med tips til spisesteder, hvor der er links til større og længere artikler.

Hvor kan du bo i Istanbul (Europa): Hotel Hasarysan San Luxury

Hvis vi tager udgangspunkt i, at du som jeg ikke har særlig lang tid i byen, så vil jeg bo i den gamle bydel, som er både hyggelig og tæt på flere af de helt store attraktioner. Sådan planlagde jeg min tur dertil.

Rejse- spiseguide til Istanbul - det mener jeg, du skal opleve, der kan du bo, og her bør du spise
Hotel Hasarysan San Luxury

Jeg valgte Hotel Hasarysan San Luxury, som ligger i hjertet af den gamle by. Det er et 5* hotel, hvor du får et 30 m2 værelse, også selvom du vælger de “små”. Det har stort badeværelse, lille sofagruppe foran et fint fjernsyn (som viser masser af tyrkisk tv, dog nogle enkelte engelske kanaler). Der er türkish delights, når du ankommer, der er tyrkisk te og kaffe, vand på værelset og nogle virkelig gode senge. De har ikke motionsrum, men de har en aftale med hotellet ved siden af, så det er intet problem at træne.

Personalet er det bedste, de er utroligt venlige, og vores concierge tilbød flere gange at følge os hen til restauranter (vi spurgte om hans tip til den bedste kebab og den bedste köfte). Prisen varierer naturligvis en smule, men er du ude i god tid, så kan du få et værelse for ca. 2000 kr. til 2 personer i døgnet. Morgenmaden er desværre ikke inkluderet, men kan bestilles på hotellet – her vil jeg dog springe over, da netop den er temmelig dyr – over 200 kr. pr. person, men den laves så også på bestilling, hvor du fx kan få ristet brød med avocado og pocheret æg og lignende.

Hotellet ligger centralt i Istanbuls historiske bydel tæt på seværdigheder som Hagia Sofia, Den Blå Moské, Den Store Bazar (Capali Carsi) samt Basilika-cisternen (Yerebatan Sarnıcı).


Hvor kan du bo i Istanbul (Asien): Elite World Grand İstanbul Küçükyalı

Da jeg besøgte Istanbul var der et andet formål end at lave en cityguide – jeg skulle nemlig have lavet en hårtransplantation, og derfor boede jeg også på et andet hotel tæt på klinikken, hvor operationen blev foretaget. Det var Elite World Grand, som er ganske fint og væsentligt billigere end Hotel Hasarysan San Luxury.

Rejse- spiseguide til Istanbul - det mener jeg, du skal opleve, der kan du bo, og her bør du spise
Elite World Grand Istanbul Küçükyalı

Elite World Grand Istanbul Küçükyalı er et eksklusivt 5-stjernet hotel beliggende i Maltepe-distriktet på Istanbuls asiatiske side. Hotellet er en del af Elite World Hotels & Resorts-kæden og kombinerer moderne komfort med en betagende udsigt over Marmarahavet og Prinseøerne. Dets placering tæt på Sabiha Gökçen Lufthavn og shoppingcenteret Hilltown gør det ideelt for både forretningsrejsende og feriegæster. Jeg vil anbefale dette, hvis du gerne vil have en billigere rejse og evt. rejser med børn – ikke mindst hvis du er træningsfreak som jeg – de har nemlig et vildt center, som også er åben for offentligheden.


Priser

Priserne for et Deluxe-værelse starter på ca. 476 DKK pr. nat og kan variere op til over 3.000 DKK afhængigt af værelsestype og sæson. Morgenmad tilbydes mod et tillæg, og hotellet har ofte kampagnetilbud med op til 25% rabat.


Tre must-see seværdigheder i Istanbul

Istanbul er en by, hvor historie og kultur smelter sammen. Midt i denne levende metropol finder du tre imponerende seværdigheder, som giver et unikt indblik i byens rige fortid: Hagia Sofia, Den Blå Moské og Basilika-cisternen. Her får du en kort guide til hver seværdighed med praktisk info og tips til at få mest muligt ud af dit besøg.

Hvis du har valgt ovenstående hotel, så er der gode nyheder, for efter ca. 8-10 minutter er du ved seværdighederne. Så det er bare afsted. Første tip er, at du starter tidligt og deler besøgene op – det kan godt lade sig gøre at nå alle tre på én dag, men du rammer 100% sikkert nogle lange køer.

Hagia Sofia (Ayasofya)

Jeg vil starte med Hagia Sofia, da det enten er ved den eller Basilika Cisternen, hvor køen er længst – næste tip er, at du sørger for at besøge Den Blå Moske inden 12.15, da den her er lukket for middagsbøn, eller du skal vente til 13.45.

Rejse- spiseguide til Istanbul - det mener jeg, du skal opleve, der kan du bo, og her bør du spise

Fakta:
Oprindeligt bygget som kirke i 537 under kejser Justinian, senere omdannet til moské, museum og i dag aktiv moské igen. Hagia Sofia er et ikonisk eksempel på byzantinsk og osmannisk arkitektur og rummer både kristne mosaikker og islamisk ornamentik.

Entré:
25 euro (ca. 185 DKK) for udenlandske turister. Adgang er kun til galleriet, hvorfra man har udsigt over rummet og mosaikkerne. Bederummet er forbeholdt bedende muslimer og er ikke tilgængeligt for turister. Hvis du betaler ca. 40 euro (300 DKK), får du også adgang til det tilhørende museum, som er meget moderne, glem alt om støvede artefakter – det er visuelt flot, og du bliver båret gennem historien, imens du lytter til en engelsktalende guide. Dog er køen er utrolig lang, så det sekund du er færdig med Hagia Sofia, så råder jeg dig til at gå derover.

Bedste tidspunkt at besøge:
Tidligt om morgenen, lige når det åbner (typisk kl. 9), eller sidst på eftermiddagen. Undgå fredage og weekends pga. både bøn og turistryk.

Tips:
Turister benytter en separat indgang ved Sultan Ahmed III’s fontæne. Du bliver mødt af en masse “ansatte” i regeringen, som for nogle ekstra euro kan få dig hurtigere gennem køen. Det er dybest set bullshit, men omvendt så er de faktisk meget søde og venlige. Det de kan er, at de har købt billetter til både moskéen og museet, og dermed kan de tage fasttrack. Det sjove er så, at du kan gøre det samme selv, du scanner bare én af de QR koder, du møder på vejen på pladsen og tager køen til venstre mod moskeen. Hvis du ikke ønsker at snakke med sælgerne, så er bedste tip at vise, at du allerede har en billet.


Den Blå Moské (Sultan Ahmed-moskéen)

Den Blå Moské (Sultan Ahmet Camii) er et aktivt sted for at bede, så selvom den generelt er åben for besøgende, skal man regne med, at den lukker under bønnetiderne. Ifølge de opdaterede oplysninger (april 2025) er åbningstiderne typisk opdelt således:

  • 08:30–12:15
  • 13:45–16:30
  • 17:15–18:30

Det betyder, at i løbet af dagen kan du besøge moskeen i de nævnte tidsrum, mens den er lukket for ikke-bedende under de regelmæssige bønnetider. Vær desuden opmærksom på at på fredage – hvor bønnerne ofte varer længere – kan der forekomme ændringer i tidsplanen (fx åbning først fra 14:00-15:00).

Rejse- spiseguide til Istanbul - det mener jeg, du skal opleve, der kan du bo, og her bør du spise

Husk at tiderne kan variere afhængigt af den nøjagtige prayer schedule, så det er en god idé at tjekke de aktuelle tider, inden du planlægger dit besøg.

Fakta:
Bygget i starten af 1600-tallet og kendt for sine seks minareter og smukke blå İznik-fliser. Moskéen er stadig i brug og en af Istanbuls mest besøgte religiøse bygninger.

Entré:
Gratis, da det er et religiøst sted.

Bedste tidspunkt at besøge:
Mellem bønnetider, gerne omkring kl. 9-11 eller efter kl. 14. Fredag eftermiddag bør undgås.

Tips:
Moskéen kan være delvist lukket pga. renoveringer – tjek status online. Husk passende tøj og respektfuld opførsel. Kvinder skal bære tørklæde. Til sidst: Det er gratis, så de billetter du kan købe på pladsen er falske. Vær også opmærksom på at de nogle steder online sælger billetter til “Den Blå Moské”, de er desværre også falske.

Husk at medbringe tørklæde, da der stadig kræves passende påklædning ved indgang til moskéområderne.


Basilika-cisternen (Yerebatan Sarnıcı)

Basilika‑cisternen (Yerebatan Sarnıcı) er en fascinerende, underjordisk cisterne fra det 6. århundrede, som i dag er en af Istanbuls mest populære seværdigheder. Den blev opført under kejser Justinian I’s regeringstid og tjente til at forsyne Topkapipaladset med vand. Bygningen rummer omkring 336 genbrugte søjler, så mange af de anvendte marmorblokke stammer fra ældre romerske og byzantinske ruiner.

Rejse- spiseguide til Istanbul - det mener jeg, du skal opleve, der kan du bo, og her bør du spise
Basilika-cisternen

Medusa-hovederne og deres omvendte placering

Midt i cisternen findes to Medusa-hoveder, som er monteret på to søjler – det ene er placeret med hovedet nedad (omvendt), mens det andet er vendt den rigtige vej. Der findes flere teorier om, hvorfor et af Medusa-hovederne er omvendt:

  • Beskyttende Talisman: En udbredt forklaring er, at den omvendte Medusa menes at have haft en apotropæisk (ondskabsafværgende) funktion. Ved at placere hovedet vendt nedad mente man at have “trumfet” den onde kraft, som den mytologiske Medusa repræsenterer, og derved afværget det onde.
  • Genbrug af materialer: En anden teori peger på, at de gamle materialer er blevet genbrugt fra en tidligere bygning, og at monteringen af det ene Medusa-hoved simpelthen er opstået ved en fejl eller på grund af, at man ikke længere kunne finde det korrekte orienterede stykke. I den tid var det almindeligt at genanvende ruiner i nye bygningsværker.
  • Symbolsk dualitet: Nogle tolker også den kontrasterende placering som et udtryk for dualiteten i det, der opfattes som både beskyttende og skræmmende kræfter – idet Medusa både kan skræmme væk ondt og vise en vis form for æstetisk og symbolsk skønhed.

Disse unikke elementer, kombineret med en spændende historie og en stemningsfuld atmosfære, gør cisternen til et absolut must-see, når man besøger Istanbul. Har du mulighed for at besøge stedet, så tag dig tid til at nyde den gådefulde og ældgamle atmosfære under jorden – en sand rejse tilbage i tiden.

Entré:
Ca. 1200 TL (omkring 200 DKK). Gratis for børn under 7 år.

Bedste tidspunkt at besøge:
Tidligt på dagen eller sen eftermiddag. Undgå middagstid hvor store turistgrupper ofte ankommer.

Tips:
Der kan være fugtigt og glat, så brug skridsikre sko. Tag dig tid til at opleve lys- og lydinstallationen og gå ikke glip af Medusa-hovederne i det fjerneste hjørne, som er det alle kommer for. Du kan købe billetter online og faktisk gå forbi køen – det bedste er at bruge den app, som hedder “Passo”, men du skal sætte den op hjemmefra, og du skal bruge et pas for at validere dig, den er dog helt legitim og fungerer.


Madkultur: Et krydderifyldt køkken

Istanbul er en kulinarisk oase, hvor både traditionel tyrkisk mad og moderne, global gastronomi trives side om side. Det osmanniske køkken med rødder i Centralasien, Mellemøsten og Balkan lægger grundstenen for mange af de retter, man finder i byens utallige restauranter og gadeboder i dag. Så hvad pokker gør du? Ja, det er vanskeligt, men bare rolig – det er ikke så svært igen. Vi starter lige med et par generelle tips:

  1. Gå efter restauranter med kø! Yes, den er god nok, men “the crowd does not lie”, så hvis der er kø, er det typisk værd at vente på.
  2. Gå ikke efter restauranter, hvor tjeneren står udenfor og siger “Hello – where are you from?” Jamen, altså – det var samme tåbelig trick de brugte for 20 år siden – det er turistfælder.
  3. Spørg en “fixer” (en lokal, som du stoler på), fx på hotellet eller én som har været der før – spørg hvor de spiser.
  4. Vær kritisk overfor “TripAdvisor” – den er altså ikke helt pålidelig, og desværre bruger flere og flere falske anmeldelser. Brug hellere Michelin-guiden, den har nemlig også “Bib-gourmet”, som blot er anbefalinger.

Kort oversigt over kategorierne

  • Kebabs i mange variationer
  • Meze – småretter til deling
  • Balık ekmek – fiskesandwich ved havnen
  • Simit – en slags sesamkringle
  • Baklava og lokum (tyrkisk delight) – til den søde tand

Gadekøkkenet er levende, billigt og velsmagende, men byen har også markeret sig stærkt på den internationale gourmetscene.

Måske bedste kebab i Istanbul – Şehzade Cağ Kebap

I den gamle by finder du Şehzade Cağ Kebap, hvor der er fuld tryk på! De er unikke på den måde, at de har deres kebab-spyd til at ligge ned – altså vandret i stedet for lodret, jeg skal være ærlig at sige, at jeg faktisk ikke helt forstår forskellen, men ikke desto mindre, så var det netop dette, som én af de lokale fremhævede som unikt for stedet. Du kan læse den fulde anmeldelse i artiklen “Şehzade Cağ Kebap – Måske bedste kebab i Istanbul”.

Rejse- spiseguide til Istanbul - det mener jeg, du skal opleve, der kan du bo, og her bør du spise
Şehzade Cağ Kebap

Şehzade Cağ Kebap er et sted, hvor man mest dropper ind, spiser på 15 min., og så er det videre, så måske mest egnet til en “quick-bite” eller til frokost. Hvis du gerne vil have god kebab, meze og köfta, så kan jeg anbefale, at du besøger Güvenç Konyalı, som er lidt af en rockstar – hvis du ser hans Instagramprofil, så har han over 900.000 følgere og er nationalt kendt.

Rejse- spiseguide til Istanbul - det mener jeg, du skal opleve, der kan du bo, og her bør du spise
Güvenç Konyalı – ét af de bedste steder i Istanbul

Michelin-stjerner og gastronomisk udvikling

Istanbul fik sin første stjerne i Michelin-guiden i oktober 2022, hvilket satte byen på det globale gastronomiske landkort. Istanbul har 21 restauranter med enten stjerner eller “Bib Gourmet” – hvis alt tælles med er der 75 stk. (2025)

Disse 5 er med stjerner:

  • TURK Fatih Tutak – 2 stjerner
  • Araka, Nicole, Mikla og Neolokal – hver med 1 stjerne

Disse restauranter kombinerer lokale ingredienser og teknikker med moderne gastronomiske trends, hvilket skaber en unik fortolkning af tyrkisk mad. Særligt har der været en stigning i fokus på bæredygtighed, sæsonvarer og genoplivning af gamle osmanniske opskrifter. Nu var min tur rimelig kort, så jeg nåede kun at besøge én Michelin-restaurant, hvilket var Nicole, du kan læse om den i artiklen “Restaurant Nicole i Istanbul er afgjort en omvej værd.

Afslutning

Istanbul er ikke blot en by – det er en smagsrejse, en historisk odyssé og en kulturel oplevelse uden lige. Dens evne til at balancere tradition og fornyelse, øst og vest gør den til et uundgåeligt rejsemål for både historieelskere og madentusiaster.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar