Det er den tid på året, vintertid, hygge, stearinlys, julemad og ikke mindst julevin. Det er nu 4. gang, at jeg har afholdt kåring af årets julevin. Det er blevet en tradition, hvor en flok mødes, dufter, smager og vurderer vin, så vi kan kåre den bedste vin, som passer til en lækker sprød og saftig andesteg, flæskesteg, brunede kartofler, sødmefuld rødkål og ikke mindst den fede brune sovs. I artiklen finder du 5 udvalgte vine, som, vi mener, er perfekte som årets julevin.

Opdateret: 27/11-2022. Vin i artiklen er modtaget til test.

Jeg har i 15 år kåret julevin og talte for sjov sammen, hvor mange jeg i de år har duftet, smagt og vurderet. Det er blevet til ca. 900 vine, og dertil kommer så dem, som jeg har anmeldt ved siden af. Det gør, at antallet kommer vel over 1000 stk., det er en ordentlig omgang. Gør det mig så til ekspert? Nej på ingen måder, det gør, at jeg har en erfaring i at dufte og smage og kan sammensætte nogle bud på, hvordan jeg mener, en julevin bør eller kan smage. Eksperten er dig, da det i sidste ende er op til dig, hvordan du ønsker, din vin skal være – skål på det.

Deltagerne var i år den altid veloplagte og skønne Kim Schulz fra Grillkokkerier og andre gamle kendinge, som både har titler som WSET-certificeret, og glade amatører (det er nok primært mig selv, jeg tænker på her). I år var der igen gode bud fra nogle af de faste og skønne samarbejdspartnere samt fra nye deltagere, som for mange år siden også deltog – velkommen tilbage til Atomwine.dk og Propperiet. Derudover var der bud direkte fra en producent, nemlig Montgras Wines, som havde nogle gode bud med.

Hvad bør en gode julevin indeholde?

Det er individuelt – lad mig understrege det fra starten. Jeg holder personligt mest af, at en vin til julemad eller en anden ret, hvor der er en overvægt af fedme, har syre, tanniner og krop, som giver et modspil. Ellers kan det nemt blive lidt “sødt i sødt”. Her er tre gode tips, som du kan gå efter, hvis du skal ud efter en julevin.

  • En let syre eller blide tanniner
  • Relativ høj alkoholprocent
  • “Køligt” udtryk i vinen
Årets julevin 2022 er fundet

Her kommer de nominerede….

Nohrvin: Dillmann Cabernet Sauvignon – Merlot 2019

Det er ikke første gang, at Dillmann er i top 5, hvilket ikke er overraskende. Den er en tysker fra området Rheingau, som er lavet på et meget utraditionelt blend, hvor Carbernet Sauvignon og Merlot blandes. I næsen har den brombær, solbær, jordbær, eg, cedertræ, blyantspidser og et lille hint af vaniljetobak. I munden er den i perfekt balance, hvor den er cremet, rund, fyldig og med en god ungdommelig syre. Kombinationen fra det let kølige område med druerne skaber en flot vin, og til prisen er den et godt bud på en perfekt julevin.

Årets julevin 2022 er fundet

Bedste kommentar fra Monopolet: “Gætter på det er American style det her“.

Pris: 189 kr. pr. stk. Samlet point: 95/100


Degustation: Domaine De La Verde Òra Vacqueyras 2020

Det er sjældent, at to vine fra samme producent finder vejen til top 5, men det er sket i år og er dog også set før. Denne er fra Degustation og fra Rhône. Den er lavet på et blend af 55% Grenache, 25% Syrah, og de sidste 20% er Mourvèdre. I næsen har den solbær, brombær og en salt/sød duft, som nok bedst kan beskrives som ”Labre larver”, samt duft af jordbund, svampe og peber. I munden er den tør, har gode tanniner, en fyldig men en diskret frugtsødme, som skaber god balance. En glimrende julevin som ligger ret lav i prisen også – 139 kr. pr. stk.

Årets julevin 2022 er fundet

Bedste kommentar fra Monopolet: ”Den dufter jo af Labre larver”.

Pris: 139 kr. pr. stk. Samlet point: 93/100


Andrup Vin: Trenza Family Collection 2016

Spanske og franske druer møder hinanden i et skønt mix (Cabernet Sauvignon, Grenache Tintorera og Monastrell), som giver en lækker spansk rødvin. I næsen har den intense og tætte noter af brombær, blommer, vilde jordbær, eg, vanilje og friskkværnet espresso. I munden er den fyldig og til den tørre side, hvor der er arbejdet flot med fad og balance. Den har gode tanniner og syre, som sammen med den høje alkoholprocent på 15,5 gør den perfekt til julemaden.

Årets julevin 2022 er fundet

Pris: 249 kr. pr. stk. / 199 kr. ved køb af 6 stk – Samlet point: 94/100


Degustation: Domaine Chante-Perdrix Chateauneuf-Du-Pape 2019

Den anden vin fra Degustation er ikke overraskende én af de sidste års vindere i top 5. Domaine Cahnte-Perdrix er en Châteauneuf Du Pape på 100 % Grenache. I næsen er den fyldt med solbær, brombær, peber, flæsk, bacon og lidt animalske undertoner. I munden er den blød, rund og i utrolig flot balance. En vin som spiller godt op mod maden, da den har syre, men også krop samt lækre tanniner, som virker modne til trods for den unge alder. På trods af diverse prisstigninger omkring os så ligger vinen fortsat til samme pris på 249 kr.

Årets julevin 2022 er fundet

Bedste kommentar fra Monopolet: ”Det må næsten være spansk det her”.  

Pris 249,00 kr. pr. stk. hos Degustation Point 96/100


Philipson Wine: 2016 Cuvée Philipson Côtes-du-Rhône Guigal

For mere end 10 år siden smagte jeg Cuvée Philipson fra Guigal første gang. Det var dengang, den kostede ca. 69,95 kr. hvis du købte 12 stk. Der er sket lidt med prisen siden da, men den er fortsat i den helt billige ende, og hvis du spørger mig, så har kvaliteten udviklet sig ret meget. Panelet, og her var det nok primært mig selv, gættede på Pinot Noir, hvilket er ret langt fra – men den har dog noter, som kunne ligne Pinot Noir ret meget. I næsen har den duft af jordbær, solbær, grøn peber, vanilje, nelliker. I munden er den i god balance, hvor frugt, syre og tanniner hænger rigtig godt sammen. Til en pris på 75 kr. ved køb af 12 stk., er det absolut den billigste og også den, som vi markerer som ”Bedst til prisen”.

Årets julevin 2022 er fundet

Bedste kommentar fra ”Monopolet”: ”Der er et hint af kogte grøntsager i næsen” – Nuvel, når man har duftet meget, så kan der sagtens findes alternative duftnoter.

Point: 92/100


Og vinderen er!

Igen i år var der utroligt mange gode bud, og faktisk tog det ret lang tid at få givet point, da flere lå med marginaler fra hinanden. Efter nogle gode timer med smagning, gensmagning og vurdering nåede vi frem til disse fem fantastiske bud.

Årets julevin 2022 er fundet

På førstepladsen har vi Domaine Chante-Perdrix Chateauneuf-Du-Pape 2019 med 96 point fra Degustation, som ligger i Nørresundby. Den lille lokale vinbiks, har tilsyneladende fundet sig lidt af en perle i deres Chante-Perdrix, da den hele to år i træk lægger sig på førstepladsen. Et stort tillykke er afgjort på sin plads.

Lige i hælene, faktisk kun med 1 points adskillelse, kommer én af sidste år topscorere – Dillmann Carbernet Sauvignon/Merlot fra Norh Vin. Deres vin fra Rheingau fungerer utroligt godt til julemaden, og så er det fedt med et blend af druer, som er utraditionelt. Fra Frankrig til Tyskland til Spanien.

På tredjepladsen kommer en fuldblodsspanier på Cabernet Sauvignon, Grenache Tintorera og Monastrell fra Andrup Vin – en flot vin, som bestemt fortjener at være i top 5.

På en fjerdeplads, så har Degustation deres Domaine De La Verde Òra Vacqueyras 2020, som er den næstbilligste i kåringen, en lækker vin, som virkelig også gjorde det godt. Med et enkelt point lagde den sig foran vores femteplads fra Philipson Wine. 2016 Cuvée Philipson Côtes-du-Rhône Guigal sluttede feltet af og løb også med “Bedst til prisen”.

Vi slutter lige med et shout out til nogle stykker, som klarede sig rigtig flot, men ikke nåede i toppen. Her var der bl.a. Vina Sastra fra Dwine, som er en fantastisk rødvin fra Spanien. Atom Wine havde “The Boxer” med, som jeg gerne vil erkende, at jeg håbede ville komme i top 5, men desværre ikke denne gang. The Boxer kommer fra Mollydooker, som du kan læse fuld artikel om på bloggen. Til sidst havde Otto Suenson en ret fræk rødvin med “Maggie Mae“, som faktisk oprindeligt var tiltænkt at skulle være en rosé, men den endte som en virkelig charmerende rødvin, som er vildt lækker, desværre en kende for elegant og letbenet til julemaden – tjek etiketten ud – jeg er helt pjattet med den.

Hvor kom vinene fra?


Andrup Vin
Atomwine.dk
Degustation
DWine
HJ Hansen
Hustedvin
Jysk Vin
Montgras Wines
Nohrvin
Philipson Wine
Propperiet
Otte Suneson
Skjold Burne
Supervin

Hvad siger reglerne?

Reglerne er meget simple, vinen skal blot kunne købes til samme pris i hele december og må maksimalt koste 250 kr. Det betyder, at en vin sat på tilbud fra fx 349 kr. til 249 kr. sagtens kan indgå, men den skal naturligvis kunne købes på tilbud i hele december.

Årets julevin 2022 er fundet

Hvad spiste vi til?

Vi spiste flæskesteg med hvide kartofler, rødkål, brunede kartofler, franske kartofler. Ellers var der naturligvis diverse lækre udskæringer af pålæg fra Kim Schultz og tilhørende pesto, som vi fik til boblerne. Gæsterne er heldige med, at Kim i flere år har lavet sit eget pålæg, hvilket er utrolig lækkert.

Årets julevin 2022 er fundet

Hvordan smagte vi?

Vi smagte blindt, så alle sidder med bind for øjnene og skal så skænke, smage og notere ned blindt. Det er meget vanskeligt og betyder ofte, at der er vin over det hele. Okay – driller bare. Nej, vi smagte skam med åbent sind, øjne og sanser. Normalt pakkes alle flasker ind i sølvpapir, men i år havde vi valgt en mere miljøvenlig løsning, nemlig at bruge nogle “covers”, hvor en frivillig, som naturligvis ikke deltog i smagningen, pakkede en flaske ind, som så blev serveret. De bliver vurderet ud fra “100 pointskalaen”.

Årets julevin 2022 er fundet

Håber du har fundet inspiration til julevinen. Hvis du har andre bud, som kunne være passende, så lad mig endelig høre – der er som sagt ingen rigtige eller forkerte bud, det er individuelt. Næste artikel bliver årets bobler 2022 – skål på det.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar