Gå til opskrift

Annonce

Gin er i de sidste mange år eksploderet i Danmark, og mange såvel forbrugere som producenter har redet med på “gin-bølgen”. I dag har vi nogle fænomenale destillerier, som laver gin, der efter min mening er på højde med mange af de store gin som fx Tanqueray, Hendricks og Gin Mare. Jeg er stor tilhænger af det klassiske, så til denne cocktail hour har jeg valgt at bruge en klassisk gin fra Bornholm Spirits, og jeg har lavet en klassisk cocktail, som er én af mine helt store favoritter – nemlig Negroni.

Negroni er helt klart en cocktail for dig, som kan lide de bitre og lidt “voksne” cocktails. Den består, som en klassisk cocktail ofte gør, af få men gode ingredienser, så der bruges en god gin, som gerne skal være klassisk, en sød Vermouth, Campari og appelsin som garnish.

Historien om Negroni

Som så mange andre klassiske cocktails, så opstod Negroni faktisk lettere tilfældigt. Vi skal mere end 100 år tilbage i tiden, hvor vi befinder os i Firenze i 1919. Her besøger greve Camillo Negroni Caffé Casoni, hvor han er stamgæst, og beder bartenderen Fosco Scarselli om en klassisk “Americano” (som består af netop Campari og Vermouth) dog med lidt mere kick. Om det er tilfældigt eller ej, siger historien ikke noget om, men den gode bartender laver et mix, hvor han rører lige dele Campari, Vermouth og gin sammen, og serverer det med en appelsinskive, og dermed er cocktailen Negroni opfundet.

Cocktail hour: Dansk gin fra Bornholm Spirits
Klassisk Negroni med en klassisk gin er i min verden den perfekte cocktail

Gin blev opfundet til medicinsk formål

For mange hundrede år siden var forholdet til alkohol lidt anderledes end i dag. Ofte blev det forbundet med medicin. Kigger vi fx mod whiskyens verden, så blev flere af de store whiskydestillerier for mange hundrede år siden betragtet som producenter af medicin, og fik både støtte og beskyttelse fra kongen. Flere whiskyer endda tilladt at sælge under det store spiritusforbud i USA. Gins historie minder en kende om denne. I det 17. århundrede udviklede en professor ved navn Franciscus Sylvius nemlig et destillat, hvor der blev brugt enebærekstrakt, som skulle bruges som medicin. Senere blev det kendt som den gin, vi kender i dag. Gin er typisk destilleret på hvede eller byg, og senere tilsættes så smagsgivere eller botanicals, som de kaldes, som gør den enkelte gin unik. Nogle destillerier gør en dyd ud af at bruge lokale botanicals, andre bruger importerede fx citroner eller appelsiner fra syden, nogle bruger utrolig mange og helt op til 30 forskellige, og andre holder sig til færre. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på – i sidste ende er det op til dig som forbruger at vurdere.

Cocktail hour: Dansk gin fra Bornholm Spirits

The GOAT Gin

Bornholm Spirits har næsten lige lanceret deres nyeste gin, som hedder “Goat gin“, som står for “Gin Of All Time”, det er en klassisk gin, som minder om London Dry gin. Den har botanicals som salvie, hyldeblomst og naturligvis knuste enebær. Den er helt ret enkel, hvilket jeg personligt holder mest af – flere smagsgivere er ikke nødvendigvis lig med bedre gin.

Cocktail hour: Dansk gin fra Bornholm Spirits

Klassisk Negroni

Ret: Cocktail
Køkken: Italiensk
Keyword: Cocktail, Klassisk gin cocktail, Negroni
Samlet tid: 5 minutter
Antal: 1 personer
Forfatter: Familiefaren

Negroni er en klassisk cocktail, som har eksisteret mere end 100 år. Den består af gin, vermouth og campari.

Udskriv

Ingredienser

  • 4 cl Campari
  • 4 cl sød Vermouth
  • 4 cl Goat Gin
  • 1 skive appelsin
  • Masser af is

Sådan gør du

  1. Fyld et “Lowball” glas med is.
  2. Fyld et røreglas eller en shaker med is.
  3. Tilsæt Campari, Vermouth og gin.
  4. Rør rundt i ca. 1 min.
  5. Strain cocktailen i glasset.
  6. Server med frisk appelsin.

Du finder Goat GinBornholm Spirtis hjemmeside – skål og god fornøjelse.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift