Hovedret Svinekød

Opskrift på pulled pork på grill

Google+ Pinterest LinkedIn Tumblr

Gå til opskrift

Pulled pork toppede i popularitet for en del år siden, men det ændrer sådan set ikke ved, at det er den lækreste spise, når det kommer til en billig udskæring fra grisen. Et stykke nakkefilet kan efter 12 timer på grillen ændres til det møreste og lækreste kød, der findes. Der kan laves pulled pork både på grill med kul og med gas. Du kan også lave din pulled pork i ovnen og endda i en sous vide. Jeg laver den på grillen og bruger en rub fra Epic Spice, som fungerer utrolig godt. I opskriften er der også link til barbeque sauce, coleslaw og burgerboller – god fornøjelse.

Opskrift på pulled pork på grill
Den lyserøde farve kommer af røgen…

Når du laver pulled pork, skal du være på forkant. Du skal mindst 12 timer før, grillen eller ovnen startes op, lave en rub, som du grundigt gnider kødet ind i. På selve dagen skal du beregne omkring 12 timer. Går du over tid, så gør det ikke så meget, det er mere, hvis du “nøjes” med 10 timer, at du kan stå med et resultat, hvor du ikke kan trække kødet fra hinanden. Jeg har både lavet den, hvor jeg har fejlet, ved at være for utålmodig og lavet den, hvor jeg har givet den helt op til 16 timer. Det bedste resultat opnås helt sikkert omkring de 12-13 timer. I opskriften finder du nogle tips til at få den perfekte pulled pork.

Opskrift på pulled pork på grill
Sådan må den gerne se ud – helt karamelliseret.

Links:

Opskrift på amerikansk barbecuesauce med whisky

Opskrift på den bedste coleslaw der findes…

Opskrift på pulled pork på grill

Opskrift på pulled pork på grill

Ret: Aftensmad, Hovedret
Køkken: Amerikansk
Keyword: Amerikansk barbecuesauce, Barbecuesauce, Coleslaw, Pork, Pulled Pork
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 12 timer
Samlet tid: 12 timer 30 minutter
Antal: 6 personer

Her får du opskrift på pulled pork med hjemmelavet rub og "snyderub", tips til hvordan du sikrer, at stegen bliver perfekt samt links til coleslaw og bbq-sauce.

Udskriv

Ingredienser

Pulled Pork

  • 1 nakkefilet på 2 kg giver ca. 1 kg pulled pork
  • husholdningsfilm

Rub hjemmelavet

  • 2 spsk salt
  • 2 spsk. brun farin
  • 2 spsk. barbecue krydderi
  • ½ spsk. friskkværnet peber
  • 1 spsk. røget paprika
  • 1 spsk. hvidløgspulver
  • 1 spsk. løgpulver
  • 1 tsk. cayennepeber

Rub færdiglavet

  • 8 spsk. Epic Spice Beef Rub
  • 2 spsk. brun farin

Sauce til pensling

  • 1 dl. ketchup
  • ½ dl. vineddike
  • ½ dl. æblejuice
  • ½ tsk. sellerisalt
  • friskkværnet peber

Sådan gør du

Dag 1 Pulled Pork

  1. Bland krydderierne grundigt sammen.

  2. Rul filmen ud på et skærebræt.

  3. Dup stegen tør med køkkenrulle.

  4. Fordel krydderierne på stegen og gnid den grundigt ind.

  5. Filmen opsamler overskydende rub, så laver du to stege, så spilder du ikke så meget.

  6. Rul den nu stramt sammen og læg den i en pose.

  7. Den smider væsken, og lige meget hvor grundig du er med filmen, så smider den væske.

  8. Giv den et godt dask inden du lægger den ind 😂

Dag 2 Pulled Pork

  1. Start ovnen eller grillen på 110 grader.
  2. Bruger du kul, så skal du bruge omkring 12 stykker, og du skal lægge 1-2 på i timen.

  3. Varmen kan justeres ved, at du sprøjter vand på dem.
  4. Under stegen – i ovnen eller på grillen – stiller du en bakke med væske, så den ikke bliver tør.

  5. Pensl nu stegen ca. en gang i timen frem til du har nået de 12 timer.

  6. Nogle steder skrives om kernetemperatur, det har jeg aldrig brugt, bare fyr den af i 12 timer.
  7. Når stegen er færdig, så kommer det store øjeblik, hvor du kalder gæsterne sammen.

  8. Med to gafler trækker du stegen fra hinanden og serverer en burger med coleslaw og barbecuesauce.

Sauce til pensling

  1. Bland det hele sammen og stil det på køl indtil det skal bruges.
Opskrift på pulled pork på grill
Snyderub fra Epic Spice…

Tips til at få den perfekte pulled pork

  1. Sørg for at du har gnedet din steg meget grundigt ind.
  2. Sørg for at temperaturen undervejs er konstant på de 110 grader.
  3. Sørg for at have en lille blanding af tilsmagt sauce klar til at pensle stegen med undervejs.
  4. Sørg for at din rub indeholder brun farin, det giver en perfekt sødme og skorpe.
  5. Sørg for at er rigeligt med steg – for det forsvinder hurtigt.
Opskrift på pulled pork på grill
Smilla sikrede stegen blev klar…

For mange år siden havde vi en lille vejfest for de lokale i Nordjylland, hvor jeg bor i de lige uger. Det var første gang jeg skulle med og havde lyttet mig frem til, at mændene på vejen skulle stå for kødet. Jeg bor i et sølvbryllupskvarter, så det er sådan, det er. Flere af naboerne pralede med, at de havde marineret deres kød i 24 timer og nogle i 48 timer – sporten gik lidt på, hvem der havde marineret det længst. I stedet havde jeg lavet pulled pork, som jeg rullede over på min grill. Da jeg åbnede låget, knækkede de sammen af grin – “Den har vist fået nok, Mads!” og “Tror du ikke, den skal have et par timer mere – tø-hø-hø”.

Jeg fattede mig og fandt et par gafler frem og lagde den første steg i et fad. Latteren fortsatte, men da jeg så trak kødet i stykker, blev der helt stille. Pludselig var deres marinerede oksemørbrad ikke særligt interessant længere, og jeg stod som kongen af vejfesten grundet min pulled pork.

Se sådan gør du det….

Opskrift på pulled pork på grill
Vi ses om 12 timer…
Opskrift på pulled pork på grill
Efter ca. 8 timer…
Opskrift på pulled pork på grill
Så er der serveret…

Håber det giver lidt inspiration – velbekomme og god fornøjelse…

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift