Der ligger ikke mange vinbarer i Nordens Paris. Det er som om, at vi i Aalborg ikke helt har fået øjnene op for dette koncept endnu. Tager du til København, så finder du derimod vinbarer på alle gader og stræder, og selv på den mindste lille gade i Nordvest, finder du en hyggelig vinbar. Nu er der heldigvis kommet en ny til Aalborg, hvilket vist betyder der er 3-4 stykker – denne er med italiensk passion og masser af nærvær. Det er Kim og Lene Quist, som sammen er “Quist Wine“, De står bag den nyeste vinbar i Aalborg…
Midt i den absolut værste tid, hvor corona og nedlukning af Danmark, sætter erhvervsdrivende på den sværeste prøve nogensinde, valgte Kim og Lene, at de ville satse på en lille hyggelig vinbar midt i hjertet af Aalborg. På Budolfi Plads 4, finder du i dag Quist Wine, hvor der både er butik med vin, italienske specialiteter samt plads til, at du kan sidde og hygge dig med et glas vin, og en omgang tapas.
Kim og Lene åbnede i november 2020, hvor de nåede at have gæster på besøg inden den anden nedlukning af Danmark. Kort efter måtte butikken nøjes med at have åben for salg af vine og specialiteter. Heldigvis er butikken også online, hvilket betyder, at salget ikke går helt i stå. Men det er ikke den nemmeste periode for virksomheder som Quist Wine.
“At turde tage springet”
Sådan formulerer Kim hele eventyret, han har tidligere arbejdet med økonomi, i telebranchen og i restaurationsbranchen, hvilket stiller ham ret godt når det kommer til at være selvstændig. Han har arbejdet på flere restauranter i Nordjylland, og har igennem sin tid som både restaurantchef og tjener opbygget en unik viden, og ikke mindst passion for vin. Hans hjerter banker for Italien – mit personlige bud er, at det skyldes han og Lene har rejst Italien tyndt og besøgt alle de vinbønder han importerer for. Når man vælger at gøre det, så kommer men hjem med en enorm passion. Tænk på de gange, hvor du selv har smagt og drukket noget i udlandet – den oplevelse, du har fået imens du nød netop den vin, som du tænker på lige nu, er den som Kim forsøger at bringe med hjem, og dele med os.
Kompromisløst vinfirma
Kim og Lene udvælger primært vine fra Piemonte, Toscana og Veneto. De har rejst mere i Italien end nogen anden jeg kender. De vælger kun vine, som de selv nyder, og går meget op i, at vinene er valg ud fra personlighed, kvalitet og autencitet. Jeg besøgte Kim for at udvælge en række vine, da jeg skal lave et stykke arbejde for ham. Her fortalte Kim i lang tid om de enkelte huse. Det er nemlig sådan, at Kim kender samtlige vinhuse, producenter og kender også en lille sjov anekdote om hver af dem.
Et godt eksempel er fx Cenerentola Orcia Doc fra Donatellas vingård Fattoria del Colle. “Cenerentola” betyder “Askepot” på italiensk og skyldes, at den lille vingård som Donatella ejer ligger mellem to store bjerge som producenten mener symboliserer de to onde stedsøstre i H.C. Andersens eventyr. Rygterne siger nemlig, at det skulle være meget vanskeligt at dyrke vin netop der, hvor vingården ligger på de nordlige skråninger, men alligevel kommer der en enestående vin ud Donatellos produktion, hvor kun de bedste druer bruges af Sangiovese. Dette er blot én af mange historier, som Kim lystig deler, når du besøger ham.
Vinbaren
Når du træder ind i butikken, oplever du med det samme “hyggen” og den autentiske stemning. Der er helt mørk og masser af træmøbler. I midten af lokalet er vinbaren, hvor der står en kæmpe espressomaskine. Der er fyldt med vin og italienske specialiteter. Lyset er let dæmpet, og selv om klokken kun siger 08.30 da jeg mødte Kim og besøgte baren, så fornemmer jeg hurtigt, at man faktisk får lyst til, at sætte sig med et lille glas og en omgang tapas.
Denne morgen var det dog ikke vin der kom i glasset, Kim bød nemlig på en kop espresso, fra den enorme maskine, jeg sendte lange øjne efter da vi kom ind. Kim fortæller om hans passion, og vi snakker om vin, sociale medier, rejser, karriere og arbejde. Tiden flyver afsted, og efter en times tid går vi en runde i baren. Der er plads til ret mange gæster, og Kim fortæller, at der har været fuldt hus siden åbningen og endda fuldt booket hele januar, som desværre nu er lukket af grundet corona. Jeg føler med ham, det er sgu synd. Kim holder dog humøret oppe, da butikken må holde åben for salg alligevel.
“Aalborg-priser i baren”
Undskyld udtrykket – det er ved at være lidt brugt, men de fleste ved hvad jeg mener. Jeg er selv fra Nørresundby og ofte når jeg er på Vesterbro bruger jeg det også, bare med omvendt fortegn – altså ”Vesterbro-priser”. Når vinbarer i København snildt tager 150-200 kr. for at glas bobler synes jeg det stikker af. Hos Quist Wine er der priser fra 65 kr. til 150 kr. så alle kan være med. Når man vælger at sælge sine vine på glas, bliver priserne ret gennemskuelige for gæsterne, hvilket Kim har det godt med. Han forklarer mig, at fordelen er, at folk så smager på vinen, og er mere tilbøjelig til at købe to flasker med hjem.
Ofte er det sådan, at man lige får smagt ordentlig på vinen, når man sidder i rette omgivelser, hvilket man må siges at gøre hos Quist Wine. Udover et glas vin, kan du også bestille et lille udvalg af oste, oliven og lækre pølser. Kim forklarer, at vin som regel lige giver lidt appetit, så derfor er der lidt til at stille sulten på – der kan også laves en ostetallerken med tre eller fem italienske oste.
Lige så snart Danmark åbner op igen, så er det også åben i baren – skål på det og pas på jer selv derude!