Der findes virkelig mange gode tapasbarer og restauranter i Barcelona, og jeg har besøgt mange af dem – både de skuffende, dem som overraskede positivt og de virkelig gode. Én af de bedste, jeg har besøgt nogensinde, var helt sikkert “Tickets”, som desværre er lukket nu. Heldigvis er der mange andre som fx Tapas24 eller Bar Del Pla Barcelona. Én af dem, som overraskede mig meget positivt både med mad og ikke mindst prisen, var Tapeo, som ligger ca. 1 km fra midten af Ramblaen – du kan læse om min oplevelse her.

Tapeo er desværre som så mange af de gode steder proppet med mennesker, derfor vil jeg anbefale dig at booke et bord eller komme omkring 22.30, hvor de fleste turister er færdige med at spise. Ellers kommer du til at vente på et bord mindst en times tid.

Anmeldelse: Tapeo Barcelona
Pata negra – stor portion til 26 euro

6-7 retter er passende (hvis du er meget sulten)

Deres menukort er nemt at overskue, det er inddelt i kategorierne “To Cut” – her finder du naturligvis pata negra og ost. Så har de den lokale kategori “From Barcelona City”, som er de lokale retter – fx Patatas Bravas (5,5 euro) og Croquettes (2,5 euro for to stk.). Deres croquettes er fremragende, og til 1,25 euro er det sygt godt!

Anmeldelse: Tapeo Barcelona
Burrata og Croquettes

“From Proximity Orchards” er retter fra områder omkring Barcelona – altså i periferien. Her er der retter, som grillede auberginer med honning (9 euro) eller asparges med romesco sauce (12 euro).

“Fresh and Tasty”

“Fresh and Tasty” kunne i princippet rumme det hele, men det er fx “Burrata med solmodne cherrytomater” (10 euro) og marineret markrel, ceviche og tatar – altså retter som ikke er tilberedt. “From Calf no. 1” er en form for signaturretter, hvor de bl.a. har deres “Trøffel æg med foie gras og svampe” til 16.5 euro.

Anmeldelse: Tapeo Barcelona
Én af husets signaturretter

Tapeo Classic er naturligvis husets klassiske tapas som bl.a. “Burger med foie gras og svampe” til 9 euro, stegte ansjoser med citron til 9 euro og oksehale med Santa Pau-bønner til 14 euro. Her smagte jeg deres stegte ansjoser, som du roligt kan bestille – de smager fantastisk, og der er ret mange af dem, så du får en god stor portion til 9 euro.

Anmeldelse: Tapeo Barcelona
Stegte ansjoser er en klassisker i Barcelona

“Catalan Tradition” – gå efter deres cannelloni

Udover dessertkategorien har de deres “Catalan Tradition”, og som navnet siger, er det retter ud fra den catalanske tradition. Jeg har en kæmpe forkærlighed for Catalonien, da min spanske kæreste kommer derfra. Her har de bl.a. grillet kanin med snegle til 14 euro og en helt enestående cannelloni med krydrede pølser og svampe til 10 euro, som er så lækker!

Anmeldelse: Tapeo Barcelona
Én af de bedste retter de har på menukortet

100 Robert Parker point på vinkortet

Det vidner lidt om niveauet på restauranten, når de har en hel side med ene vine, som har 100 Robert Parker! Det er bare vildt. Det skyldes, at ejeren går meget op i vin og navnlig spansk vin (naturligvis).

Anmeldelse: Tapeo Barcelona
Rimeligt vildt vinkort til en tapasbar ikke?

Der finder du bl.a. Vega Sicilia, Dominio De Pingus og andre lækkerier. Du kan naturligvis også drikke vine til mindre penge end de tusindvis af kroner, som flere af flaskerne koster.

Vin til 3,5 euro pr. glas (og derunder)

Jeg valgte Melior Verdejo Precio til 3,5 euro for et glas, og nej, det er bestemt ikke en stor vin, men den smager glimrende og stedet samt stemningen taget i betragtning, så behøver du faktisk ikke mere. Hvis du gerne vil have øl så fås de helt ned til to euro for et lille glas øl. Deres sangria koster 16 euro for en liter og 20 euro, hvis du vil have den med Cava – de laver den selv, og den smager himmelsk.

Anmeldelse: Tapeo Barcelona
Et glas vin koster omkring 2,5 euro på Tapeo, og kvaliteten er i top!

Den samlede regning for to personer med et glas vin og en øl var ca. 550 kr., for syv forskellige retter. Kvaliteten er i top, stemningen er god,og Tapeo kan varmt anbefales.

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar