Lige om lidt er det for mig årets højtid – Halloween som fejres den 31 oktober i store dele af verden, dog primært i USA. Højtiden var en skik, hvor man fejrede, at sommeren sluttede, og man gik den mørke tid i møde. Man troede på, at de døde rejste sig fra deres gravsteder og hjemsøgte folk. Derfor begyndte man på skræmmende tiltag for, at “holde de døde væk”. Senere blev denne skik af kirken tilegnet helgener – derfra “Allehelgens aftens” eller “All Hallows Eve”. Idag bliver denne tradition større og større, og flere fejrer det ved at gå all in – jeg er én af dem! I dette indlæg finder du 6 skræmmende gode bud på vin der passer perfekt til Halloween, som i år falder på en lørdag – uha, det er jo perfekt!
Husted Vin er eksperter I at finde vin, hvor både udstyr og smag er i top, så da jeg fik den ide, at lave et indlæg om “Hallo-Wiiin” så var det nærliggende at spørge dem og verdens bedste vin-pusher Morten, som altid er med på mine ideer. I testen er der både hvidvin og rødvin, fælles for dem er, at de er meget uhyggelige og vildt lækre!
Ondskabens Hotel “Penley Estate Cenevieve Chardonnay”
Husker du den psykologiske gyser fra 1980 med familienfaren Jack Torrancen, som går pænt “kuk-kuk” og jagter familien med en økse? Kan du så huske scenen, hvor elevatoren åbner, og der står to tvillingepiger? Kig på etiketten her – there you have it! Denne australske skønhed er dog ikke helt så creepy, men vildt lækker! Selv om vinene fra “Down Under” ofte har fået godt med sol, varme og ikke mindst fad, så har de behersket sig her. Den har dog masser af krop og volume, duft af modne frugter, og den her cremede duft. Den har fået 8 måneder på fad, men er både frisk og elegant, og passer glimrende til en starter på Halloweens aften.
The Devil’s Advocate – “The Velvet Devil”
Jeg elsker den film! Navnlig den scene hvor én af de helt store gader i New York, er helt ryddet og Keanu Reeves går helt alene ned af gaden. The Velvet Devil er fra Charles Smith og én af mine store favoritter. Jeg har smagt den adskillige gange, og kender den ud og ind. Den er på Merlot og er netop en fløjlsblød djævel – lidt som Al Pacino i filmen. Den har en lækker duft af tobak, chokolade og modne røde bær. Prisen er stadigvæk lidt af et røverkøb, for du får masser af skøn vin til pengene. Den står godt til din hovedret til Halloween – fx en god bøf, men pas på, at vinen ikke forfører dig som djævlen jo har det med at gøre ikke?
Ted “Matthieu Barret, Petit Ours, Côtes du Rhône – ØKO”
Okay indrømmet, den er faktisk ikke så uhyggelig, men den passer altså ret godt til denne “bamse-vin”. Petit Ours betyder “Lille Bjørn”, hvilket også passer ret godt på producenten, som ligner en “Teddy”. Han er nemlig rund, blød og med masser af skæg. Vinen er også rød, blød og meget imødekommende. Den er på 100 % Syrah, hvor vinen, fra dette område ofte er blanding. Du kan dog være helt rolig, den har balance og er ikke en “bamse-vin”, som du måske kender fra de oversøiske, hvor det ofte kan være ren “marmelade”. Den har en “kølig” duft over sig, hvor der er kærnemælk, fløde og en let røget duft i næsen. I munden masser af syre, lette taniner og frugtige noter.
Det er lidt af en hygge vin, præcis som “Ted” også er en rigtig “hyggefilm”. Den er i øvrigt økologisk og én af dem, hvor du får rigtig meget vin for pengene.
“Scarecrow” Schreck/Schreckenberg Grüner Veltliner 2017
Reelt er “Scarecrow” jo en bi-person i “Batman Begins”, men ikke desto mindre passer han perfekt til denne vin. Den er nemlig også ret uhyggelig – men den er også uhyggelig god! Faktisk noget af det vildeste østrigske jeg nogensinde har smagt. Den gode vinmager “Schreckenberg” giver druerne den tid de skal have, og den opmærksomhed de fortjener, og det lønner sig. Det giver en seriøs vin, med masser af fylde og krop. I næsen har den sødmefulde eksotiske frugter som melon, fersken, mango men også syre og balance. Det er den type vin, hvor du lige tager flasken op, og kigger en ekstra gang, når du får den serveret.
“Birdbox” Blindfold White Blend, 2017
Artiklens vildeste og mest skræmmende ettikette – det er lige før, at det er forbudt for børn! Den er voldsom, og det er vinen også. Vinen er blevet til gennem samarbejde med fantastiske vindyrkere, der dedikerer deres liv til unikke sorter i den mest anerkendte region i Californien. Chenin Blanc får de fra en vingård i Mendocino samt Grenache Blanc, Rousanne og Viognier fra andre vingårde i Santa Barbara. Det er intet mindre end “California Dreamin'” og en blanding, som kun amerikanere tør kaste sig ud i. Det er “stor Bourgogne”, det er en voldsom amerikaner og en kælling fra hver havn – men det holder og det er en helt fantastisk vin. Historien bag vinen er, at vinmageren blev “blindfolded” og mistede muligheden for at producere sin vin. Hvis du vil have “storebroderen” til den, så skal du kigge efter “The Snitch“.
The Nightmare Before Christmas – The Orange Republic
Denne skønne dukkefilm af Tim Burton er helt fantastisk og fyldt med sjove skabninger. Den er lidt uhyggelig, men alligevel også ret hyggelig. Det samme gælder for en af Casa Rojos storfavoritter – Godello The Orange Republic!
Jeg elsker denne vin – det er total “rock n roll” vin, som ellers normalt er Charles Smith der mestrer! Tjek lige etiketten – den er fandme fed. Du undrer dig nok over appelsinen, som skyldes, at der omkring Ourense-provinsen, hvor vinen dyrkes er fyldt med gule marker. Det må være funfact til denne vin. Det er muligvis husets bedste vin, som er lavet på Godello druen, og der er virkelig power på! Der er skruet op for volumen og fyldigheden. Vinen har fået 6 måneder på skallerne hvilket er lidt utraditionelt, men det giver en intens næse med masse af sødmefulde frugter – det er voksenslik med “rock n roll-attitude”.
Håber det har givet inspiration til noget rigtig uhygge og uhyggelig god vin!
2 Comments
Pingback: Påsketema: Denne vin mener jeg du skal drikke til påskefrokost...
Pingback: Monopolet smager på: PatéPaté i Kødbyen