Annonce: De sidste år er naturvin begyndt at komme mere frem. Først var det de lidt outrerede restauranter, som pushede det til gæsterne. I starten var det 50/50, om du fik noget lækkert, eller om du sad med et glas og tænkte: “Jamen, det dufter jo af våd hund og afbrændt gummi?” At lave naturvin er en kompleks sag, og ofte er mit bud, at det blev tilladt at lave vine, som var “funky” og lidt skæve i smagen, men i og med at ingen rigtig vidste, hvad målet var, så blev det “one-size fits all”. Meget er sket i de sidste år, og nogle producenter har virkelig fået styr på deres produktion – Valentina Passalacqua er et godt eksempel – i denne artikel finder du hele hendes portefølje – skål i “hipstervin”…
Opdateret: 2023-04-22 med links og priser
Hvad er naturvin?
Naturvin har i flere år ulmet og er sporadisk poppet frem på forskellige restauranter, som har turdet tage “springet”. Hos den almene forbruger er det fortsat på vej, men vinder mere og mere frem. Når der er tale om naturvin, så manipuleres der minimalt med vinen, helst skal det hele faktisk ske helt naturligt. Gæren skal også komme fra naturen og gerne fra omgivelserne tæt på vingården. Naturvin kan være skabt på biodynamiske eller økologiske druer, men det er ikke et krav – underligt nok. Der må dog ikke tilsættes hverken naturlige eller kunstige tilsætningsstoffer, så ingen svovl, vand eller sukker.
Kriterierne, for at det må være en naturvin, er:
- Der skal bruges naturgær eller vildgær.
- Det skal være håndplukkede druer.
- Der må ikke vandes kunstigt.
- Der må ikke røres ved syreniveauet, tilføres sukker, bakterier eller gærceller
- Der må ikke filtreres eller være klaring.
- Der må ikke bruges fadlagring.
Hvor smager naturvin “anderledes”?
Naturvin er ikke konventionel vin, det er noget helt andet. Der er ingen styring med tilsætninger, så det betyder, at vinen kan opleves mere “levende”, mere sprælsk, og de traditionelle dufte er måske erstattet af nogle helt nye. Måske oplever du, at den dufter af bananskræl, asfalt, gødning, kostald og har tydelige “animalske” noter. En naturvin kan også dufte oxideret og virke “skæv”, men det kan sagtens være hensigten. Ofte er der mere syre og et mere læskende udtryk i en naturvin – “saft og kraft” kendetegner mange af dem. Elskere af naturvin har døbt dem “funky”, hvilket passer ret godt – de er nemlig “funky”. Endelig vil de også udvikle sig mere i flasken end de konventionelle vine, så de kan nok ikke ligge i flere årtier.
Abianco Puglia Bianco, 1 liter, 10,5 % “Fun på flaske”
Den første vin, jeg åbnede, var Abianco Puglia Bianco, som er på en god liter, så der er rigeligt – ikke at det er kvantiteten, der tæller 😄 Den er lavet på “Bombino Bianco”, som er en hvid italiensk vindruesort, der primært er plantet langs Italiens Adriaterhavskyst, især i Apulien. Den er spontant gæret i 5-6 i åbne tanke, hvor det er den “fri most”, som gæres. Det er næsten “Fun på flaske” det her, masser af duft af citron, appelsin og pære. I munden er den langt mere syreholdig, end man skulle tro, når man dufter til den, men det fungerer særdeles glimrende. Jeg nød denne på terrassen i sommerhuset.
Pris pr. stk. 245 kr.
FrecciaBomb Frizzante, 0,75 liter, 9 % “Limesorbet”
Den næste, jeg smagte, var FrecciaBomb Frizzante, som også er lavet på 100 % Bombino. Den er lavet på den metode, som kaldes “ancestral method“, som nok er den ældste metode, der findes til at lave mousserende vine. Metoden går på, at halvvejs igennem fermenteringen hældes vinen på flaske, hvilket betyder, at den udvikler bobler (kuldioxid). Det betyder altså, at vinen perler lidt på tungen, faktisk virker det lidt forvirrende i starten, men igen det er naturvin, og den må gerne overraske og endda forbløffe. Det gør denne i stor stil. Duft af græs, klementiner, citrus og en let krydret duft i næsen. Den smager faktisk lidt som limesorbet – yes, den er god nok. Producenten anbefaler, at den nydes til frisk burrata.
Pris pr. stk. 240 kr.
Rose Puglia Rosato, 1 liter, 10,5 % “Sex and the City”
Rosso Puglia Rosato er lavet på samme druer som “Rosso Puglia” – Rosato betyder blot rosé på italiensk, så vi er gået væk fra rødvinen. Den er også spontant gæret i åbne tanke i 5 dage, men her er der kontakt med skindet fra druerne. Ellers var det ikke en rosé, den skal have noget farve.
Dette er rosé og den mere dybe af slagsen, men det er ikke rosé, som du kender det. Den er nærmere en lys rødvin eller en krydsning mellem hvid og rødvin. Den er lavet på 100% Negroamaro, som er en mørk drue, der har eksisteret i Italien i mere end 1500 år. Den stammer med stor sandsynlighed fra Grækenland. Jeg har kun smagt den i blends med fx Primitivo og Sangiovese. Den er gæret i åbne tanke og af den “fri most”, altså uden skallerne. Nu kalder jeg den “Sex and the City”, og det er måske en tilsnigelse, når dette er meget langt fra naturvin, men den dufter og smager faktisk som en “Cosmopolitan”. Den har noter af tranebær og granatæble og masser af syre pakket ind i lette florale noter. Det er en unik vin, som bare skal opleves.
Pris pr. stk. 245 kr.
Rosso Puglia, 1 liter, 11 % “En tur på havet”
Testens første rødvin er også på 100% Negroamaro og spontant gæret i 5 dage, hvor den har kontakt med skallerne. Den er naturligvis ikke filtreret, ej heller har der været styring af temperaturen under udviklingen og de 6 måneder på ståltanke. Den her vin er lidt af en “wild child”. Den er fyldt med maritime noter – salt, hav og følelsen af, at du sidder ved en lille restaurant i en italiensk by og spiser seafood – slet ikke det man forventer, men for pokker hvor er det fedt. I munden er den let krydret og har gode tanniner. En spændstig og livlig vin, helt afgjort en rødvin som jeg aldrig har smagt den før.
Pris pr. stk. 245 kr.
Orange Puglia, 1 liter, 11,5 % “Beach in the glas”
Orangevin! Hvad er det egentlig – ja, det er faktisk hvidvin, som er lavet som rødvin, hvis vi skal tage den helt korte version. Så de grønne druer med både skind og saft gæres sammen, og det udvikler en vin, som bliver mere mørk end hvidvin, men lysere end rødvin og lander lidt midt imellem som en “orangevin”. Ofte er smagen mere tør, og noterne kan være appelsinskal, kvæde og tørret frugt.
Denne er lavet på 100% Falanghina, som er en gammel italiensk druesort. Den kommer med stor sandsynlighed også fra Grækenland. Navnet stammer fra den gamle opbindingsmetode, hvor vinstokkene bindes til pæle – “falangsen”. Den er gæret 7-8 dage i åbne tanke, hvor saft og skallerne har været i kontakt. Herefter får den 6 måneder i ståltanke. Det er mere eller mindre samme fremgangsmåde, Valentina Passalacqua benytter på alle sine vine. I næsen har Orange Puglia citrus, orange blomster, appelsinskal, friske urter, fersken og abrikoser. I munden dæmpes de en kende, hvor der fremtræder masser af mineralitet og en helt frisk vin, som er perfekt til en varm sommerdag. Helt kort – denne vin kan du snildt bælle en liter af alene 😍
Pris pr. stk. 245 kr.
Hellen Rosso, 0,75 liter, 11,5 % “Wild Child”
Denne rødvin er lavet på “Black of Troy” eller “Nero de Troia” på italiensk. Druen dyrkes primært i regionen Apulien og stammer med stor sandsynlighed fra byen Troia i provinsen Foggia, som også er ret populær, når det kommer til vine. Grundlæggeren var den græske helt Diomedes. Denne har kun fået to dages spontant gæring med skallerne. Det giver en livlig rødvin fyldt med friske røde bær. I næsen har den kirsebær og brombær, men her kommer det finurlige så, under duften af de røde friske bær lurer et lag, som er fyldt med mineralitet og friskhed. Det er lidt, som om vinen vil i flere retninger – lidt en “wild child” faktisk. I munden fornemmes også frugt kombineret med tanniner og syre.
Pris pr. stk. 220 kr.
Brutal Nero di Troia, 0,75 liter, 11 ,5 % “Not so brutal”
Nu bliver det brutalt – eller gør det? “Brutal Nero” er også lavet på “Black of Troy” eller “Nero de Troia”-druen. Den har fået lidt længere spontan gæring end nogle af de andre vine, 8 dage med skallerne, hvor den har fået masser af saft og power. Men er den så brutal? Nej, det er den faktisk ikke, årsagen til at Valentina Passalacqua kalder den sådan, ved jeg heller ikke? Måske for at tage lidt pis på det hele? Den er en rødvin, som dufter en kende “støvet”, første gang du stikker næsen i den. Herefter kommer der masser af friske modne røde bær frem. Smagen er frugtig med en let syre.
Pris pr. stk. 419 kr.
Det er derfor ikke alle, der er til naturvin, men de, der er, får åbnet for et helt nyt vinunivers. Det er ovenstående vine et glimrende eksempel på.
4 Comments
Jag gillar att naturvin ofta har en mer komplex och mångfacetterad smak än massproducerade viner. Det känns som att man får en riktigt djup smakupplevelse när man dricker naturvin.
Hej Myles – jeg er meget enig – det kan være en helt anden og nogle gange bedre oplevelse – har du en favorit når det kommer til naturvin?
Pingback: Monopolet smager på: PatéPaté i Kødbyen
Pingback: Monopolet smager på: Juan Gil - Spansk vin når det er bedst