Jeg elsker burgere i alle afskygninger! Nogle gange vil jeg gerne have en snasket cheeseburger, andre gange hellere noget med et lille twitst som fx en “steakburger” eller sandwich. Det kan også være den helt store klassiske bøfsandwich. I denne opskrift er det dog noget helt andet. Det er nemlig den gode gamle fiskeburger, som jeg laver med pankonfriteret torsk fra mine skønner venner hos Iversenfish. Der skal naturligvis en sauce tartare til eller på dansk en tatarsovs, som binder det hele sammen – håber du synes om den – god fornøjelse.
Jeg tester for tiden en kæmpe gasgrill for Weber. Det er en Genesis II 435, som er godt udstyret. Den har bl.a. et sideblus, som jeg bruger ret flittigt. Det er noget nemmere, at stå ved grillen og lave fx en sovs eller som her, at fritere fisk. Fordelen er at det ikke gør noget, at man sviner lidt, og så stinker du heller ikke huset til. Jeg har brugt nogle lækre stykker torskefilet fra Iversenfish, som jeg har et samarbejde med. Du kan finde dem på deres side her.
Opskrift på fiskeburger med torsk og den lækreste tatarsauce!
Her får du en lækker opskrift på klassisk fiskeburger med pankofriteret torsk, en ustyrlig lækker tatarsauce i en blød bolle med salat og lynsyltet fennikel!
Ingredienser
Pankofritteret torsk
- 400 gram torskefilet
- 2 stk. æg
- 300 gram panko
- Salt og friskkværnet peber
- ½ liter olie til fritering fx solsikkeolie
Råmarineret fennikel
- ½ stk. fennikel
- 3 spsk. ekstra jomfru oliven olie
- Saften fra en ½ citron
- Salt og friskkværnet peber
Sauce tartare
- 1 spsk. hakket kapers
- 1 spsk. hakket cornichoner
- 1 spsk. hakket syltede agurker
- 1 spsk. hakket løg
- 1 spsk. hakket kørvel
- 1 spsk. hakket persille
- 2 store spsk. mayo
- 2 store spsk. creme fraiche 18 %
- Salt og friskkværnet peber
Tilbehør
- 2 stk. burgerboller efter eget valg – evt. hjemmelavede.
- Crisp Salat eller lignende.
Sådan gør du
Pankofritteret torsk
-
Giv torsken en lille smule salt og lad det trække i 20 min.
-
Imens kan du lige piske æggene sammen og finde to skåle.
-
I den ene hælder du panko op, som du giver nogle gode vrid peber.
-
I den anden har du æggene.
-
Så skal der paneres. Start med panko, så æg og så panko igen.
-
Herefter skal de frittere i ca. 4-5 min. ved 160 grader varm olie.
-
Læg dem på fedtsugende papir bagefter.
Råmarineret fennikel
-
Kør fennikel på et mandolinjern, så de er helt tynde.
-
Læg dem i en skål og bland olie og citron i.
-
Vend det godt sammen og stil det på køl i 20 min. eller til resten af maden er færdig.
-
Krydr med salt og peber til sidst.
Sauce tartare
-
Hvis du har en hurtighakker, så kører du lige det hele derpå.
-
Bland det sammen med mayo og creme fraiche og smag til med salt og peber.
-
Det må gerne komme på køl imens du gør resten færdig.
Tilbehør
-
Varm boller på grillen eller en pande.
-
Så skal der bygges.
-
Start med salat i bunden, så en god skefuld tartare sauce, fisken, fennikel og slut af med en ekstra skefuld tartare sauce.
Jeg er selv kæmpe fan af denne burger, og vil godt erkende, at det er for sjældent jeg laver den. Den er vildt lækker og den sprøde fisk passer perfekt til den syrlige og fede sauce tartare. Håber du synes om den – god fornøjelse!
2 Comments
Pingback: Sommermad: Opskrift på grillet fisk og skaldyr
Pingback: Opskrift på "Barbeque Buffalo Blomkålssnacks"