Klassisk cheeseburger er efter min mening noget af det bedste, der findes. Tricket til at lave den perfekte klassiske cheeseburger er enkelheden og tanken “less is more”. Derfor bør den kun indeholde følgende: en god saftig bøf af øko oksekød, en blød bolle, en god ost, syltede agurker, ketchup og mayonnaise.

Lavet i samarbejde med Andrupvin.dk

Gå til opskrift

Næste skridt for at lave en god cheeseburger er, at du følger disse få tips, som gør, at det hele går op i en højere enhed. 

  1. Brug oksekød med en fedtprocent på min 10% – der skal være fedt i kødet, og selvom en del af det steges væk, så er det fedtet, der giver smagen. 
  1. Brug en tarvelig ost – jeg ved godt, det lyder forkert, men kan du få fat i “Jack Cheese”, som er amerikansk, så fungerer det ret godt. Den skiller nemlig ikke, hvilket er et must, når man laver en cheeseburger. Alternativt så køb evt. en skiveskåret cheddar. 
  1. Grill eller steg din bolle, også selv om det er en brioche. 
  1. Brug en “burgerpresser” eller et grydelåg når du laver bøffen, så den får den rigtige tykkelse. Når du tager en bid af en cheeseburger, så er det vigtigt, at bøffen ikke er 3-4 cm tyk, da den så tager al smagen fra bollen, agurkerne, osten og overdøver oplevelsen. Derfor er en ca. 1-2 cm tyk bøf passende. Vælger du at lave en dobbelt cheeseburger, så er det også muligt, når de har fået et godt pres. 
Klassisk cheeseburger
Klassisk cheeseburger

Klassisk Cheeseburger

Ret: Aftensmad
Køkken: Amerikansk
Keyword: Burger, Cheeseburger
Forb. tid: 10 minutter
Tilb. tid: 10 minutter
Samlet tid: 19 minutter
Forfatter: Familiefaren

Opskrift på en super nem klassisk cheeseburger med ketchup, mayo, syltede agurker, ost pakket ind i en god blød bolle – bedre bliver det vist ikke.

Udskriv

Ingredienser

  • 150 gram oksekød pr. burger – laver du dobbelt så 300 gram oksekød min. 10% Øko
  • 1-2 skiver ost pr. burger
  • 1 stk. bolle brioche eller hjemmebagt
  • 3-4 stk. syltede agurker
  • 1 stor spsk. ketchup
  • 1 stor spsk. mayonnaise
  • 1 spsk. olie til stegning
  • 1 spsk. smør til stegning
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

  1. Start med at stille ketchup, mayonnaise og syltede agurker frem. Fisk syltede agurker op og læg dem på et stykke køkkenrulle. Find også tallerkner så det hele er klar.
  2. Hvis bollerne skal ristes på panden, og du ikke har to pander, så starter du med at riste dem. Du kan enten riste dem på en tør pande eller i en klat smør. Læg dem til side imens du steger bøfferne.
  3. Varm en stegepande op til det absolut højest mulige niveau.
  4. Imens former du det antal bøffer, du skal bruge.
  5. Hak dem let med en kniv ovenpå, så de holder formen bedre.
  6. Sørg for at de er ca. 1 cm tykke og ca. 1-2 cm større end bollen du bruger, de svinder nemlig lidt ind.
  7. Giv dem salt og peber på begge sider.
  8. Smelt olie og smør. Steg bøfferne i ca. 1 min., vend dem, læg osten på og steg dem i yderligere 1-2 minutter. Nu er de rare/medium. Hvis du vil have en bøf, der er gennemstegt, så giver du dem 1 min mere. Hvis du kører med to bøffer pr. burger, så lægger du bøfferne ovenpå hinanden, når de er færdigstegte.
  9. Når bøfferne er klar, smører du bunden af bollen med ketchup, så tilføjer du bøffen eller bøfferne, så syltede agurker, og til sidst smører du låget med mayonnaise og lukker din burger.

Hvad kan du drikke til en klassisk cheeseburger?

Du kan afgjort drikke en god iskold øl, men er du mere til vin, så vil jeg anbefale en god rødvin, som fx denne La Orphica Monastrell Tardia 2022, som Andrup Vin også anbefaler. Prisen er 79,95 kr. – v/ 6 stk. 59 kr.

Klassisk cheeseburger

Jeg må sige, at Monastrell-druen virkelig vokser på mig. De første gange jeg smagte den, så var det primært som en blandingsdrue med andre spanske druer, men den fungerer fremragende, når den styrer det hele alene. Dette er bevis for, at Spanien har kæmpe value for money, når det kommer til deres vine. Næsen er fyldt med duft af kirsebær, solbær, mørk chokolade, vanilje og lakrids. I munden er den fyldig med en let kølighed over sig, der kommer til udtryk i tanninerne og syren, som runder vinen rigtig fint af. 

En ukompliceret vin som denne La Orphica kræver en ukompliceret ret som netop en klassisk cheeseburger, hvilket også er årsagen til, at jeg sætter netop en vin som denne til den.

Håber du synes om opskriften – hvis du hellere vil have en burger, som er lidt mere alternativ så er der fx “Bearnaise-burger“, “Portebello-burger“, hvor du helt undgår kød og TikTok “Burgeren” – “Tortilla-burger“, som nok er mere en taco – god fornøjelse.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift