Opskrifter er lavet i samarbejde med Prosciutto di Parma
Når varmen sætter ind, så er det rart med nogle retter, som ikke er for tunge, og her er salat fremragende til at sætte rammen omkring et måltid, som endda kan være et hovedmåltid. I denne opskrift bruger jeg desuden Parmaskinke og nogle pocherede æg – opskriften tager ca. 15 min. at lave.
Jeg holder meget af de enkle retter, som kan laves i løbet af kort tid. Ofte har jeg travle dage, hvor jeg kommer sent hjem, og selv om trætheden ofte overmander mig, så har jeg det bedst med at få lavet lækker og inspirerende mad. Tricket ved denne ret er dressingen, som salaten vendes i og den sprøde Parmaskinke, som giver følelsen af, at der er noget kødfuldt i salaten. Du kan, hvis du er vegetar, sagtens undlade Parmaskinke.
Tip – hvis du er mere til fisk, så erstatter du Parmaskinken med røget laks, som plukkes i retten – det smager også helt fantastisk, hvor den letrøgede laks er perfekt match til de cremede pocherede æg.
Ingredienser
Dressing
- 2 spsk. ekstra jomfruolivenolie
- 2 tsk. citron- eller hvidvinseddike
- 1,5 tsk. Dijonsennep
- Et drys Maldonsalt
- Et par vrid peber
Salat
- 4 stk. æg
- 1 pakke prosciutto di Parma
- 1 stk. lille salathoved – kan være hjertesalat
- 1 lille bundt grønne asparges
- 1 lille glas artiskok
- 1 lille bundt purløg evt. med blomster på, hvis du kan skaffe det.
- 2 spsk. lagereddike
Sådan gør du
Dressing
-
Rør det hele sammen og smag evt. til.
Salat
-
Sørg for at æggene er ude af køleskabet og har stuetemperatur.
-
Steg Parmaskinken sprød og læg det til side.
-
Skyl salaten grundigt og slyng den tør.
-
Bræk enderne af aspargesene – de knækker, hvor de selv vil.
-
Dræn artiskokkerne.
-
Skyl og hak purløget.
-
Varm ca. 3 liter vand op i en mellemstor gryde.
-
Når vandet er lige under kogepunktet – ca. 85 grader, tilsætter du eddiken.
-
Med et piskeris rører du rundt et par gange, så der kommer en malstrøm.
-
Slå et æg ud i et glas og hæld det med strømmen i vandet.
-
Hvis du er trænet i det, så kan du sagtens pochere flere ad gangen.
-
Sørg dog for at de ikke bliver til et stort æg.
-
De skal have præcis 3 min. hvis det er æg i størrelsen M og økologiske.
-
Fisk dem op og læg dem på et stykke papir. De er efter 3 min. flydende indeni, som de skal være.
-
I et fad eller en skål vender du salat, artiskok sammen med dressingen.
-
Fordel Parmaskinken over og placer æggene vilkårligt.
-
Tilsæt purløg og evt. lidt ekstra god salt og peber.
Da jeg lavede denne opskrift, så var der lidt mere mad end salaten, som bestemt er mættende, men ofte kan man godt spise lidt mere. Jeg synes opskriften på nem snack med filodej, parmaskinke, ost og purløg er glimrende som “tilbehør”. Den kan laves hurtigt, og imens den er i ovnen, så laver du salaten.
Hvis du vil have mere inspiration til retter med prosciutto de Parma i den nemme afdeling, så findes der en opskrift på filodejsruller med parmaskinke og fetacreme og naturligvis bruschetta på surdejsbrød med parmaskinke og bagte hvidløg – god fornøjelse.
1 Comment
Pingback: Sommermad: Brie på ristet brød med kirsebærchutney og parmaskinke