Pizza på grill er utrolig nemt og tager virkelig ikke mere end få minutter at lave. Tricket til at få en god pizza afslører jeg i denne opskrift. Denne er lavet med jamon fra Malaga, som jeg tog med hjem fra en ferie, samt ost og rosmarin.
Denne artikel indeholder reklamelinks
Jeg elsker virkelig pizza – det er nemt, enkelt og hurtigt at lave, mine børn elsker det, og så smager det fantastisk. Der er masser af forskellige udgaver på bloggen, så hvis denne ikke lige passer dig, så er der “opskrift på bøf bearnaise pizza” og “pizza med stenbiderrogn, rødløg og creme fraiche” – god fornøjelse.

Ingredienser
- 1 stk. færdig pizzabund eller hjemmelavet pizzadej
- 1 stk. bøffelmozzarella
- 1 pakke jamon det bedste du kan opdrive
- 1 omgang hjemmelavet tomatsauce eller den bedste du kan finde
- 2 kviste rosmarin
Sådan gør du
-
Varm grillen op til højest mulige temperatur. Hvis du har en bagesten, så bruger du den.
-
Grillen må gerne varme i 15-20 min.
-
Imens gør du pizzaen klar.
-
Hvis du har en pizzaspade, så kan du nemt få pizzaen over på stenen.
-
Hvis ikke, så gør du dejen klar på bagepapir.
-
Fordel tomatsauce over.
-
Tilsæt mozzerella, som du plukker i mindre stykker.
-
Tilsæt jamon.
-
Når grillen er varm, så lægger du pizzaen på. Ved ca. 350 grader skal den blot have 5-6 minutter.
-
Hvis du ikke har en pizzaspade, så løfter du forsigtigt pizzaen over på et skærebræt.
-
Vip nu pizzaen ned på bagestenen.
-
Tjek bunden for om den er bagt, hvis den er done, så tager du den af.
-
Uden en pizzaspade bruger du en paletkniv af metal – ikke silikone, den smelter.
-
Hak rosmarin og drys det over.
Tip til at få den perfekte pizza på grillen
Årsagen til, at den pizza. du kender så godt fra dit lokale pizzaria, er så god, er, at de med stor sandsynlighed har en rigtig stenovn eller lignende, som kan nå op på omkring 350-360 grader. Det betyder, at pizzaen tilberedes ved høj varme og så hurtigt, at bunden bliver sprød, og fyldet tilberedes på samme tid, alt sammen inden osten branker og bliver brun. Du kan faktisk opnå næsten samme resultat i en grill, men den skal være varm som helvedes flammer. Her er lidt tips til at få pizzaen perfekt.
- Brug en bagesten og lad den være gennemvarm.
- Brug eller lav en ordentlig bund – det lønner sig.
- Brug få ingredienser – hold det enkelt, tomat, ost og et par ingredienser er nok til en god pizza.

Hvad drikker man til pizza lavet på grillen?
Du kan dybest set drikke hvad som helst, en god øl, et godt glas rødvin med masser af power eller som her en whisky. Det fungerer absolut glimrende. Om det er Highland Park 12 eller en anden, du vælger, kommer sig ikke så nøje, men det må gerne være én med et lille hint af røg, som matcher skinken rigtig godt.

Håber du synes om opskriften og pizzaen, lad mig gerne høre hvis du har flere tips til at lave en perfekt pizza på grillen?