Hvis du nogensinde har besøgt den franskinspirerede Michelin-restaurant Marchal, som ligger på Hotel d’Angleterre på Kgs. Nytorv, så har du sikkert smagt deres guddommelige Gougéres med trøffelcreme og comté og tænkt “dem kan jeg spise 100 af” – det kan man snildt, men du kan også lave dem selv! Prisen på Marchal er 37,50 kr. stk. – de sælger nemlig 4 stk. for 150 kr. – men med lidt snilde så kan du lave dem selv for ca. halvdelen af prisen.
Denne snack eller canapé, som de kalder det på Marchal, består af vandbakkelser, som med fordel kan laves forud samt en fantastisk ostecreme lavet på comté ost og frisk trøffel. Jeg har også lavet en anden udgave, hvor den laves med creme fraiche, citronskal og caviar, som er helt sindsygt lækker – undskyld udtrykket, men det er den altså!
Gougéres med trøffelcreme og comté – dem fra Marchal!
Gougéres med trøffelcreme og comté er den perfekte snack til fest eller nytår. Opskriften er inspireret af restaurant Marchal, som har den på menukortet.
Ingredienser
Tilbehør
- Sprøjtepose med forskellige tyller
Vandbakkelser (ca. 50 små)
- 2 dl. vand
- 100 gram smør
- 100 gram hvedemel
- 2 stk. æg
Comtécreme
- 1 spsk. smør
- 1 spsk. mel
- 300 ml. let- eller sødmælk
- 10-15 gram sort trøffel
- ½ stk. Comtré (ca. 125 gram)
Sådan gør du
Vandbakkelser
-
Bring vandet til kogepunktet med smør i en gryde, det skal være langsomt.
-
Tilsæt mel lidt ad gangen imens du rører rundt med en dejskraber eller træske.
-
Kort efter bliver dejen smidig og slipper gryden.
-
Lad den nu køle af i ca. 5 min. inden de sammenpiskede æg tilsættes, ellers får du røræg.
-
Tilsæt nu halvdelen af æggemassen og efterfølgende den anden halvdel.
-
Nu fylder du massen på en sprøjtepose.
-
På en bageplade med bagepapir sprøjter du nu små “dutter” ud.
-
De skal være ca. 2×2 cm.
-
Tænd ovnen på 200 grader (almindelig ovn).
-
Bag dem nu ca. 15 min – de skal være gyldne og hæve.
-
Vent med at åbne ovnen til de er færdige.
-
Nu kan du lade dem køle af og lægge dem i fryseren i lufttæt boks, indtil de skal bruges.
Comtécreme
-
Smelt smørret i en kasserolle og tilsæt mel så det samler sig.
-
Tilsæt nu mælken lidt efter lidt så sovsen tykner.
-
Riv Comté og tilsæt det.
-
Smag til med lidt salt og peber, men hold igen, det er ost og trøffel, som spiller førsteviolin
-
Slut af med revet trøffel, hvor du river ca. 4 gram eller lidt under halvdelen.
-
Konsistensen skal være som kagecreme, så det kan sprøjtes ud.
-
Fyld cremen på sprøjtepose imens den er varm.
Gougeres
-
I toppen af vandbakkelserne sprøjter du den lunke comtécreme i.
-
Fyld så mange du har brug for, der er til ca. 20 stk.
-
Riv nu et passende antal stykker trøffel på et trøffeljern eller med en skarpkniv.
Hvis du gerne vil have en anden udgave, så har jeg lavet en, hvor ostecremen erstattes med creme fraiche med citronskal, og i stedet for trøffel toppes den med ægte caviar. Om du er til den ene eller den anden version er op til dig – begge er helt enestående.
Hvis du vil have mere inspiration til snacks til nytår eller bare til fest, så er der masser at finde på bloggen. Der er fx rugbrødshapsere med røget laks, koriander og citronskal og ceviche af kulmule med mango og chili – god fornøjelse.