Opdateret: 2024-08-04
Hvor mange gange har du taget Molslinjen fra Århus til Odden færgehavn i Odsherred Kommune? Sikkert en del gange ikke? Du er sikkert kørt fra færgen og ind mod København uden at tænke over, at der faktisk er utrolig meget at opleve i Havneby, som ligger tæt på færgelejet? Jeg har lavet en lille guide over spisesteder, som er værd at besøge.
For ca. 3 år siden, inden Corona og inden verden blev forandret, så købte jeg sommerhus på Sjællands Odde. Det var ret heldigt og lige inden, at Mette Frederiksen den 11. marts 2020 sagde ordene: “Danmark lukker ned”. Det blev mit fristed og min “overlevelse” under Corona. Jeg ved godt, det lyder, som om der var total undtagelsestilstand, men for mig var Corona en hård periode, og isolation er ikke noget, som jeg håndterer særlig godt. Jeg er udadvendt, får energi af mennesker, socialt samvær og oplevelser.
Dog fandt jeg en ro i sommerhuset, og isolationen var slet ikke så slem, som jeg havde frygtet. Da Danmark igen åbnede op, så begyndte jeg at udforske Odden og primært Havneby, som ligger ca. 5 km. fra mit sommerhus.
Bedste burger på Odden “Olgas Kiosk”
Olgas er et gammelt ishus/slikbutik, som du sikkert har set hundredevis af gange på vej fra færgen. Tidligere var den lidt af en turistfælde med dyre softice, halvgammelt slik og dårlig grillmad. Sidste år blev den dog overtaget af køkkenchefen fra Birkemosegaard Køkken, Martin Kvedéris, som har løftet niveauet ret meget.
Prisen for en burger er mellem 75 og 90 kr. hvor de bl.a. har cheeseburger, flæskestegssandwich og pulledporkburger. Jeg har skrevet en fuld artikel om Olgas, hvor du kan få flere detaljer.
Navn: Olgas
Hvor: Gnibenvej 2, 4583 Sjællands Odde
Pris: $$
Stedet du spiser frokost i Havneby
Der sker vitterligt hele tiden noget nyt i skønne Havneby. Senest har parret Simon og Natasha åbnet den lille frokostcafé “Skibsprovianten ved Møller og Nørfort”, som ligger lige overfor fiskehandleren ved havnen. De kunne byde gæsterne velkommen i starten af juli, hvor de kunne tilbyde alverdens lækre udskæringer af skinke og pølse samt gourmetoste og hjemmelavet brød. Derudover har de også sandwich, hvor du selv vælger, hvilken ost, kød og dressing du ønsker. Prisen er 95 kr. stykket.
Da jeg besøgte dem, valgte jeg deres tapastallerken til 145 kr. med tilhørende brød samt en sandwich med comté, chorizo og trøffelmayo samt to håndbajere fra Thisted Bryghus – deres IPA, som er ret lækker. Sandwichen var virkelig god, lækkert brød og masser af fyld – én af dem som gør, at du 100% sikkert kommer tilbage for smage de andre på menuen. Tapastallerkenen havde 4 forskellige oste samt charcuterie med en fantastisk grøn pesto og en skøn mayo til. Der var rigeligt til, at to personer blev “frokostmætte”.
Navn: Skibsprovianten ved Møller og Nørfort
Hvor: Vestre Havnevej 38, 4583 Sjællands Odde
Pris: $$
Bedste restaurant på Odden “Birkemosegaard Køkken”
Birkemosegaard er en ret stor gårdbutik, som ligger for enden af Havneby. De har egen avl af både økologiske og biodynamiske grøntsager samt egen kvægavl, begge dele af utrolig høj kvalitet. De har også andre lækkerier i deres lille butik. For et par år siden åbnede de en restaurant ovenpå gårdbutikken, hvor de laver lokal mad efter årstiden og sæsonen. Det er en glimrende restaurant, som er den bedste på Odden. Deres menu består af 4-6 serveringer, som koster 390 kr. til frokost/aften. Menuen skifter meget og tilpasses efter de fisk, som det har været muligt at indkøbe på havnen, samt hvad der er modent fra deres have.
Nu er der ikke særlig mange restauranter på Odden eller i Havneby, så konkurrencen er ikke særlig hård, men det betyder bestemt ikke, at Birkemosegaard Køkken ikke er en god restaurant, de gør det virkelig godt. Deres mad er rustik, tilberedt med respekt for naturen og med masser velsmag. Som jeg skriver i den fulde anmeldelse af Birkemosegaard Køkken, så ville det være Jamie Olivers favoritrestaurant, hvis han boede på Odden.
Navn: Birkemosegaard Køkken Facebook /Bookning
Hvor: Oddenvej 165, 4583 Sjællands Odde
Pris: $$$
Bedste bageri på Odden “Tir Bakery”
Okay, så mange steder er der nu heller ikke, men der kan trods alt købes brød forskellige steder. Den klare anbefaling er helt sikkert Tir Bakery, som ligger på Gnibenvej – faktisk kun et par minutters cykeltur fra mit sommerhus.
De bager brød af korn fra lokale biodynamiske marker, hvilket giver brød af meget høj kvalitet. De maler endda deres eget mel hver dag, så der er virkelig tale om håndværk. De har et meget lille udvalg – ofte kun med fire-fem forskellige typer brød, dog er der fast rugbrød og franskbrød. Ellers kan der være tebirkes, boller eller croissanter – dog varierer det fra dag til dag. Prisen er ret høj – 45 kr. for et rugbrød, 30 kr. for en tebirkes og 15 kr. for en tebolle – men det skal så siges, at det smager fantastisk. Hold øje med deres Instagram inden du kører af sted, for de får ret hurtigt udsolgt – videre vil jeg råde dig til ikke at være der lige til åbningstid, da der ofte er 25-30 personer i kø.
Navn: Tir Bakery / Instagram
Hvor: Gnibenvej, Yderby Lyng 13, 4583 Sjællands Odde
Pris: $$$
Bedste klassiske grillbar på Odden “Café Tunen”
Café Tunen ligger i Havneby og er med stor sandsynlighed opkaldt efter det tunfiskerleje, som lå i Havneby for mange år siden. Café Tunen er lidt en tidslomme, som siden den åbnede for mange årtier siden faktisk ikke har udviklet sig. Nu tænker du nok, at det er et dårligt tegn – men nej, tværtimod, det er faktisk det, som gør, at jeg vælger at nævne den lille familieejede café i guiden.
Deres flæskestegssandwich eller bøfsandwich er begge værd at forsøge – nu skal du ikke tro, at det er en moderne sandwich a la Meyer med friske æbler og surdejsboller, nej, det er det bedste fra Påskebrød, surt og sødt fra glas, og så er der masser af flæskesteg i. Den store koster 61 kr., og den lille koster 51 kr. Forskellen er antallet af stykker steg. Hvis du bestiller en stor pommes frites til, som koster 33 kr., så lover jeg dig, at du er mæt i morgen også. Det holder på den måde, at det er så tilpas retro og originalt, som noget kan være. Man kan sige, at det er Oddens svar på Chicky Grill, som ligger i Kødbyen på Vesterbro.
Navn: Café Tunen
Hvor: Vestre Havnevej 40, 4583 Sjællands Odde
Pris: $$
Bedste bistro “Dragsholm Slot Bistro”
Vi går direkte fra nostalgisk flæskestegsburger til bistro på gourmetniveau. Dragsholm Slot ligger blot 40 km fra Odden, og de har både en Michelin-restaurant og en bistro, hvor sidste absolut er et besøg værd. De udskifter deres menukort efter årstiden og har masser af fisk på deres menukort, hvilket jo er oplagt, da det ligger klos op ad havet.
En to-retters menu koster 395 kr. og en tre-retters koster 495 kr., så det er ikke det billigste, men til gengæld er det utrolig lækkert. Hvis du tilføjer lidt snacks forud, så kan du få en god oplevelse – inklusiv en flaske vin – for under 2000 kr. for to personer. Du kan også læse den fulde anmeldelse af Dragsholm Slots Bistromenu.
Navn: Dragsholm Slot
Hvor: Dragsholm Alle, 4534 Hørve
Pris: $$$$
Nærmeste Michelin-restaurant “MOTA”
Nu bevæger vi os ganske vist lidt uden for Odden og Havneby, men jeg synes, det er relevant, da den ligge ca. 20 minutters kørsel fra sommerhuset. MOTA styres af Claus Henriksen, der tidligere har været køkkenchef på Dragsholm Slot. MOTA modtog i 2022 sin første Michelin-stjerne og laver mad med fokus på lokale råvarer.
Restauranten har udelukkende grøntsager, fisk og skaldyr på menuen. Det er en restaurant, som har masser af inspiration fra det nordiske køkken og fra omkringliggende naturskatte. Inden de justerede prisen på deres menu, var den 900 kr. og det samme for deres tilhørende vinmenu – prisen er nu hævet til 1100 kr. for mad og 1100 kr. for vin, det betyder, at de fortsat er én af de billigste Michelin-restauranter. Du kan læse fuld artikel om MOTA på bloggen.
Navn: Restaurant MOTA / Instagram
Hvor: Annebergparken 50, 4500 Nykøbing Sjælland
Pris: $$$$$